Ny lokalaftale på skoleområdet indgået i Favrskov
Første lokalaftale mellem lærerne og Favrskov Kommune siden 2014 er nu indgået
Favrskov Favrskov Lærerforening og Favrskov Kommune har nu indgået en lokalaftale der træder fuld i kraft fra skoleåret 2020/21. Dele af den bliver allerede til virkelighed fra nu af.
I lokalaftalen, der blev stemt igennem i byrådet tirsdag aften, er der sat et klart fokus på kerneopgaven. Der er aftalt tiltag, der vil øge muligheden for at styrke undervisningen og tiltag, der sigter på at udvikle det inkluderende læringsmiljø for eleverne. Lokalaftalen sikrer desuden bedre vilkår for nyuddannede lærere og børnehaveklasseledere, lyder det i en pressemeddelelse.
Rikke Harboe Jensen, formand for Favrskov Lærerforening, understreger, at arbejdsforholdene skal gøre det muligt at løse ens opgaver:
"Efter god dansk aftaletradition har vi med aftalen i fællesskab netop forbedret lærernes mulighed for at lave god undervisning for alle elever."
Nils Borring, borgmester i Favrskov Kommune, er glad for, at det er lykkedes at lave denne aftale:
"Aftalen er et signal om, at vi har en god dialog og et fint samarbejde med Favrskov Lærerforening, og det er vi selvfølgelig kun interesseret i at have."
Dog havde Rikke Harboe Jensen gerne set, at der også var fulgt nogle penge med til at udmønte aftalen.
"Med flere penge kunne vi drøfte tiltag, så lærerne i højere grad ville kunne bruge deres faglighed til gavn for eleverne. I Favrskov Lærerforening er vi interesserede i, at folkeskolen skal være attraktiv, kunne løfte opgaverne og være forældrenes førstevalg, når der skal vælges skole," siger Rikke Harboe Jensen.
I 2018 nedsatte KL og Danmarks Lærerforening en lærerkommission med tidligere lærer og topembedsmand Per B. Christensen som formand. I lighed med mange andre borgmestre afventer Nils Borring et udspil fra kommissionen i form af anbefalinger vedrørende arbejdstid og andre initiativer med formålet at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen og understøtte et godt arbejdsmiljø.
"Det giver god mening, at vi får et udspil fra centralt hold, og det bliver spændende at nærlæse deres forslag. I ventetiden er det rigtig fint, at vi lokalt kan finde ud af at samarbejde om at skabe gode rammer for både børn og medarbejdere," siger Nils Borring.