Fortsæt til indhold

Det handler om at leve i nuet

Søren Bjørnskov brugte Smukby som en anledning til at male på åben gade. Nu forærer han kunstværket til byens butikker

Samfund
Grethe Bo Madsen

Husker du Smukby? Tre skønne augustdage med vanvittige regnskyl, langbenede fortidsuhyrer, lyserøde rumvæsner, svævende luftkasteller... og Søren, der sidder og maler midt i det hele.

Søren Bjørnskov fik nemlig med egne ord en skør ide, da Smukby og Smukfest nærmede sig. Han havde læst programmet og hæftet sig ved, at der var inviteret en masse street artists.

Med lidt undren konstaterede han, at der ikke var nogen af de lokale kunstnere iblandt.

Derfor kontaktede han Smukby-koordinator Vibeke Breuerbach fra Skanderborg Kommune for at høre, om han ikke også kunne få lov at udfolde sig i gadebilledet.

Mange lokale kunstnere

"Jeg fik en skør ide. Jeg synes jo, at vi har en masse gode lokale kunstnere i Skanderborg Kommune, men det er sjældent, vi rigtig bliver lagt mærke til," forklarer Søren.

"Derfor tænkte jeg, at når man nu laver en byfest med en masse inviterede kunstnere udefra, så kunne jeg som repræsentant for de lokale kunstnere måske også få lov at være med og sætte mig på åben gade og male et Smukby-maleri."

Det var Smukby-ledelsen ikke sen til at takke ja til, og sådan gik det til, at gæsterne til Smukby kunne opleve Søren midt i skaberværket på Adelgade.

"Jeg startede ud med et blankt lærred og malede på Adelgade i tre dage."

Undervejs rykkede han lidt rundt i gadebilledet, og ind imellem måtte han også krybe i læ for regnmasserne.

"Jeg var sådan lidt en popup maler i gadebilledet. Og der kom faktisk rigtig mange forbi og talte med mig undervejs og spurgte, hvad jeg havde gang i og hvad det forestillede," fortæller han.

Abstrakt popup kunst

Og netop det der med, hvad billedet forestiller, det kan måske også godt kræve en smule forklaring.

"Jamen, det er jo Adelgade, mens der er festival og byfest," griner Søren, og forklarer:

"Jeg maler jo mest abstrakt, så det er mine indtryk af virvaret af mennesker, lydene i gaden, den gode stemning, glade farver, ingen stress og jag, men i stedet en hel masse glæde og fest og en masse, der er gang i."

"Og nej, det er ikke solen oppe i venstre hjørne. Det er månen. En af dagene sad jeg og malede, da det begyndte at regne. Og så kunne man pludselig se månen oppe på himlen, fordi solen nu var væk. Derfor skulle den også med på billedet," forklarer han.

Husk at leve i nuet

Set i bakspejlet handler kunstværket i Sørens øjne om at huske at leve i nuet.

"Det var rigtig fedt, at tale med folk, mens jeg var midt i processen. Det var en ny oplevelse for mig. Normalt ser folk jo først det færdige maleri. Det gav rigtig meget i forhold til at sidde hjemme i værkstedet og male. Det var lidt som at sætte tiden i stå, mens man lever."

Søren Bjørnskov har besluttet at donere billedet til foreningen Skønnest ved Skanderborg.

Find Lykkebøe fra foreningen fortæller, at foreningen vil give kunstværket videre til den butik, der under Sort Nat bliver kåret som bedste butik.