Dagplejebørn fra Stilling bed sig fast i tandtema
Dagplejer Mette Worre kombinerer sprogtræning med tænder
Dagplejer Mette Worre har haft gang i det tematiske sprogarbejde, hvor fokus denne gang har været på tandpleje.
Der arbejdes struktureret med børnenes sprog med afsæt i det specifikke emne, der byder på sanseindtryk, lege og som afslutning en udflugt til skoletandplejen på Stilling skole.
Begejstringen har været stor fra børnenes side og de har klappet og råbt 'jubii, når jeg har sagt, at vi skulle til at have samling og snakke om tænderne
"Vi har her efter sommerferien haft fokus på tænderne. Formålet har været at gøre børnene trygge og robuste til fremtidige tandlægebesøg og som sidegevinst sund tandhygiejne. I den forbindelse har jeg fundet min tandlægekuffert frem med Lottebogen 'Lotte til tandlægen', gebis, tandbørste, tandpasta, sug, tandlægemasker med mere i," fortæller Mette Worre og fortsætter:
"Begejstringen har været stor fra børnenes side og de har klappet og råbt 'jubii, når jeg har sagt, at vi skulle til at have samling og snakke om tænderne. Selv når vi sad ved morgenbordet kl. 6.45 og spiste havregrød, blev der snakket tænder og tandlæge. "
Børnene var så heldige at afslutte deres tema med besøg ved skoletandlægen på Stilling Skole. "Spændte og i højt humør drog vi afsted. Opmærksomheden og nysgerrigheden var stor, da tandlægedamen (som børnene kaldte hende) fortalte og viste dem alt på tandlægeklinikken. De fik lov til at trykke på knappen, så stolen kunne køre op og ned, når de sad i den. De mærkede et sug og vand på fingrene og de børste tænder på et stort tandsæt. Da vi gik der fra fik de hver en tandbørste, tandpasta og et lille tandspejl med hjem. Humøret var – om muligt – højere, da vi trillede hjem," lyder det fra Mette Worre, der fortæller, at børnene har besluttet at temaet om tandlæge ikke er slut.
"Så vi leger videre med vores skønne kuffert og får mange gode snakke om vores spændende og dejlige besøg hos skoletandlægen."
cns