Fortsæt til indhold

Trine, Tulle og Lise Lotte indtog rådhuset

Aarhus Kommunes Handicappris 2016 gik til ponyerne, der tager på plejehjemsbesøg

Samfund
Af Michael Wulff

Trine Hansen fra Ry og Lise Lotte Lysgaard Olesen fra Viby kom mandag kørende til Aarhus Rådhus med miniponyen Tulle i traileren.
Da de en en god times tid senere forlod Aarhus Rådhusplads, var der med ære, fem tusinde kroner og en pose gulerødder.
Aarhus Kommunes Handicappris 2016 tilfaldt Lise Lotte Lysgaard Olesen "for sin frivillige indsats på de specialskoler og plejehjem, hun besøger med sine ponyer og dermed beriger hverdagen for personer med handicap," lød det i begrundelsen.
Lokalavisen fulgte Tulle i byen fra start til slut.
LÆS MERE OM PRISEN PÅ KOMMUNENS HJEMMESIDE

Der er skrappe regler på et rådhus. Derfor måtte Tulle og Trine trave lidt rundt udenfor, indtil de fik lov at komme lige indenfor døren - på betingelse af, at Tulle holdt sig på måtten.
Lise Lotte Olesens nabo i Viby er Bøgeskovgård, hvorfra lederen havde indstillet Lise Lotte til handicapprisen 2016. Flere borgere fra Bøgeskovgård var mødt frem i byrådssalen. De kender alt til ponyerne, men kun Tulle var med. Den måtte ikke komme op på det fine gulvtæppe.
Når man får priser bliver man berømt - så pressen var på plads foran Aarhus Rådhus mandag over middag, hvor Trine, Tulle og Lise Lotte stillede op til den store fotografering.
De tre nominerede var fra venstre: Lise Lotte Lysgaard Olesen, tre medarbejdere ved Jobcenter Aarhus - Vitta Schmidt, Maria Overgaard Jakobsen og Gitte Bjerregaard - for deres arbejde med at skaffe førtidspensionister i arbejde samt Troels Schøning Johansen, Jonas Søgaard Petersen og Nadja Højgaard Nielsen for deres frivillige indsats med at koordinere Team Tvilling Aarhus.
Formand for Aarhus Kommunes Handicapråd, byrådsmedlem Anette Poulsen, overrakte prisen til Lise Lotte Lysgaard Olesen fra Viby J.