"Det er velgørende og giver fortrolighed"
Blomsterhandler Lars Simonsens første år som medlem af Lions Club giver ilddåb til Lilleåmarkedet
Lilleåmarkedet De fleste kender den livskraftige blomsterhandler Lars Simonsen fra Hadsten Blomster, eller som formand for Hadsten Handel, en rolle som han dog ikke har haft et par år.
Denne sommer vil du møde ham i en ny rolle, formentlig som bartender på Lilleåmarkedets forskellige barer og telte.
Han er Lions Club Hadstens nyeste medlem og dermed indebærer en del af medlemskabet, at man giver et nap med som frivillig under Lilleåmarkedet.
Vil lave en fest
Og han glæder sig.
"Jeg ser frem til at skabe en fest for hele byen og alle dem, der kommer til Lilleåmarkedet og til at møde blandt andet mine egne kunder i en ny situation," smiler manden med netop erfaring i restaurationsbranchen, men det var før han blev Hadstens blomsterhandler.
"Der kommer en hel masse arbejdstimer, men det er jo sjove arbejdstimer, det er jo ikke en gul seddel på køkkenbordet, men timer du selv har valgt at bruge. Jeg har overskuddet til at gøre noget for andre, og det giver mit medlemskab af Lions mig masser af mulighed for."
Ung på 51
Med sine 51 år trækker han gennemsnitsalderen ned i den lokale Lions Club.
"Vi kan seriøst godt bruge endnu flere yngre medlemmer, men lige nu er det jo en fornøjelse at være en af de yngste under møderne, det er jeg ikke vant til," ler Lars Simonsen.
Han tilføjer: "Jeg blev medlem, umiddelbart efter sidste Lilleåmarked og jeg kan godt lide Lions fokus på velgørenhed, både lokalt og internationalt.
Hans blik bliver alvorligt et øjeblik.
"Og så er det helt usnobbet og ligetil at være medlem. Vi er vidt forskellige, men jeg kan godt lide den fortrolighed og den viden vi får gennem alle vores kurser og foredrag. Jeg kan godt lide, at vi lærer en masse, også om os selv."
Det handler også om at man her kan få en god snak og hygge, som man kan i enhver anden forening.
Men hvorfor så lige Lions og ikke en fodboldklub, eller en anden slags forening?
"Lions er ikke en lukket loge med skjulte rum og mærkelige ritualer. Det er en meget åben og altfavnende forening, vi hjælper udsatte børn, ældre får en rundtur i kommunen og så giver vi penge til meget velgørenhed. Det er fedt."
Det er en meget åben og altfavnende forening, vi hjælper udsatte børn, ældre får en rundtur i kommunen og så giver vi penge til meget velgørenhed. Det er fedt.
Lars Simonsen