Fortsæt til indhold

Se billederne: Kæmpe interesse for Troels Kløvedal-udstilling

Naturhistorisk Museum havde tredoblede besøgstal den første dag

Samfund
Arkiv

Onsdag blev den længeventede udstilling indviet af Kronprins Frederik, og torsdag kunne publikum endelig opleve "Frihedens værksted - Kløvedal og livet med Nordkaperen".

Og der var en enorm interesse for at se eller gense, hvordan hele danmarks søfarer og eventyrer, Troels Kløvedal, der er stærkt medtaget af sygdommen ALS, har levet sit liv på verdenshavene.

Ung Troels Kløvedal i 1983 på Nordkaperen. Foto: Niels Ole Sørensen

Allerede på den første dag så Naturhistorisk Museum i Aarhus en tredobling af de normale besøgstal på sammenlignelige datoer, skriver museet i en pressemeddelelse.

Flere gange i løbet af dagen var der kø til udstillingen.

"Vi er meget meget stolte og tilfredse. Vi har modtaget så mange dybfølte takke fra receptionsgæsterne over, hvor bevægende og flot de synes udstillingen er - og Troels Kløvedal selv var også meget meget glad," siger museumsdirektør Bo Skaarup.

Kronprins Frederik var med til at åbne udstillingen. Foto: Henrik Bjerregrav/Naturhistorisk Museum

På åbningsdagen havde museet udvidet åbningstiden til klokken 21.00, og alle var spændte på, hvor stor tilstrømningen villle være. Med en tredobling gik det dog over al forventning.

"Folk er meget berørte af udstillingen. Det kan vi blandt andet se ved, at vi har lagt en logbog ind, så gæsterne også selv kan sende en hilsen til Troels Kløvedal. Den er allerede meget populær , og vi glæder os til at sende de udfyldte logbøger hjem til Troels, så han kan læse alle de hilsner, som folk har skrevet. Man er slet ikke i tvivl om, at han har været en kæmpe inspiration for mange danskere," siger Bo Skaarup om den sygdomsplagede søfarer, der bor i Gravlev på Syddjurs.

Udstillingen kan opleves frem til 8. september 2019.

dp

Kronprinsen kigger på nogle af Troels Kløvedals private genstande. Her en dør fra Bali. Foto: Henrik Bjerregrav/ Naturhistorisk Museum
Nordkaperen. Foto: Martin Andersen
Allerede fra morgenstanden var der mange gæster i udstillingen "Frihedens værksted." Foto: Naturhistorisk Museum