Fortsæt til indhold

Giv et bidrag med hjertet

Indsamlingen er godt i gang, vi vil hjælpe lokalt.

Samfund
Kian Johansen

Indsamling Dansk Røde Kors i Favrskov og Lokalavisen Favrskov forsøger stadig at nå dit hjerte.

Vi kalder kampagnen 'Hjerte til Hjerte' og formålet de kommende måneder er at samle ind til Dansk Røde Kors' lokale arbejde med at hjælpe værdigt trængende familier. i Favrskov.

Vi vil skaffe penge nok til den årlige julehjælp, der i 2018 gav knap 150 familier fra vores område et tiltrængt løft i deres knap så søde juletid.

Vi vil gerne samle ind, så 50 udsatte børn og unge fra Favrskov kan komme på ferielejr. Hver plads koster 3.000 kroner.

Hvis der kommer flere penge ind, så har de fire Røde Kors afdelinger i Favrskov en vigtig mission.

"Vi vil gerne kunne gøre en forskel, og vi er i høj grad fortaler for dem, der ikke selv kan tale. Det bedste var jo, hvis der ikke var brug for os. Men vi kan i den grad mærke, at mange forskellige mennesker har brug for vores hjælp," siger Margit Larsen, der er formand for Dansk Røde Kors' Favrskov kommunekreds. Hun er formand for fire afdelinger: Thorsø-Ulstrup, Hadsten-Hinnerup, Hammel og Langå, der dækker den gamle Langå Kommune. De fire afdelinger har også hver deres Røde Kors Butik, der også er med til at skaffe midlerne til det velgørende arbejde i området.

Støt direkte på Mobilepay

Du kan støtte direkte ved at indbetale et valgfrit beløb via Mobilepay på nummer 171428.

Du kan også møde Dansk Røde Kors under Hadsten Messen den sidste søndag i oktober. Her vil du kunne støtte lokalt ved at købe små hjerter for et mindre beløb. Vi kalder dem 'Hjerte til Hjerte'.