Hvilken julebryg vinder julebrygtesten?
Julebryg til julemaden er en god kombination. Vi tester både danske og udenlandske julebryg
Der findes langt over 200 forskellige julebryg på det danske marked og her tester vi nogle af de populæreste og de bedste.
Vi giver stjerner fra én til seks i denne øltest af julebryg.
Tuborg Julebryg 5,6 % brygget af Carlsberg, Fredericia. * *
Snebajeren er den ægte vare for flertallet, men er reelt en discount jule-bælle bajer.
Den er drikkelig til de marinerede sild med karrysalat, hvis du har valgt de industrielt fremstillede udgaver. En sød pilsner med svage noter af lakrids i finalen. Kr. 4,- for 33 cl dåse i Rema1000.
Willemoes Jul 2015 8,0 % brygget af Bryggeriet Vestfyen, Assens * * * *
For 10. gang lancerer discountbryggeriet Vestfyn, Willemoes Jul, som brygges efter en ny opskrift hvert år. Årgang 2015 minder dog ret meget om forrige års udgave.
På bryggeriets egen hjemmeside, har man da også afbilledet årgang 2014, med ny tekst. Det er en mørkebrun, næsten sort øl, med noter af chokolade, kaffe, tørret tropefrugt, lakrids og vanilje. Fyldig smag af rugmalt og med en let bitter og humlet finale.
Velegnet til julemiddagens overflod af steg, surt, sødt, salt og brun sovs.
AZ Ale No. 24 6,5 % brygget på Bryggeriet Vestfyen for Refsvindinge. * * *
Det lille Refsvindinge Bryghus fra Østfyn har siden 2004 masseproduceret sine populæreste øl på bryggeriet Vestfyen.
Ale No 24 er en brown ale med lyst skum og gylden brun farve. Duft og smag af ristede noter, farin og karamel. Kan med fordel deles med en kvinde, med mindst én sød tand.
God til julens desserter og bagværk. Købes til kr. 16,- hos Min Købmand, Kiwi og Meny.
Fimbul 5,7 % brygget af Bryggeriet Vestfyen, Assens for Bryggeriet Frejdahl. * *
Brygget på malt, hvedeflager, lidt appelsinskal og ingefær. Bryggeriet Frejdahl findes kun i kransekagefiguren Jim Lyngvilds frie fantasi, da øllet reelt brygges hos discountbryggeriet Vestfyen.
Fimbul er en rodet mundfuld, skabt af de bedste råvarer men som alligevel skuffer. Kr. 15,- i Føtex og Netto.
Skt. Nikolaus 8,2 % brygget af Thisted Bryghus * * * *
Brygget på belgiske og tyske specialmalte, samt kandis og sirup, samt belgisk trappist-gær. Efter lagring blev der tilført karamelliserede lavasten og spåner af amerikansk eg.
Den har tydelige noter af belgisk kloster bryg stil, men en ubalanceret bitterhed som ødelægger det ellers flotte indtryk. Småt med skum og carbonering. Købt i Fakta for kr. 25,-
Julebock brygget af Carlsberg, Valby under navnet Jacobsen. * * * * *
Er især velegnet til det kolde og lune danske julefrokostbord. Dette begrunder jeg med øllets sødme og fyldige maltprofil. Præcis ligesom det gode danske rugbrød, bagt på malt.
Denne bock har en fin balance og en let bitterhed i finalen. Kr. 40,- mange steder.
Golden Naked Christmas. Brygget af Carlsberg, Valby under navnet Jacobsen. * * * * *
En moderne klassiker som især er velegnet til selve julemiddagen og den hertil tilhørende andesteg med svesker, æbler og brun sovs. Denne øl er nemlig tilsat sveskejuice og en del af julens krydderier.
Duften er med noter af ristede nuancer af kanel, appelsin og noter af lakrids. Smagen er sødlig igen med noter af svesker, karamel, appelsin og kanel.
Jule IPA 7,0 % brygget af Beer Here, Tejn, Bornholm. * * * * * * TESTVINDER
Julen er humlens fest. Denne bornholmske India Pale Ale er krydret med appelsinskal og giver baghjul til de glögg-agtige krydrede juleøl.
Denne heftigt humlede og anderledes sprøde julebryg, giver englene en lussing i julegave. En wauuu oplevelse på flaske anno 2015.
Griller du din juleand på din Weber grill, så nyd denne øl til. Kr. 38,- for 1/2L i Voldby Købmandsgaard.
Julebryg 6,0 % brygget af Aarhus Bryghus, Viby. * * *
Brygget på 5 malttyper og 3 forskellige aromahumler, giver en mild men rimelig fyldig smag.
Nyd denne øl som den er til selskabelighed i Julen. Bryggeriet anbefaler ikke denne Julebryg til andestegen Juleaften. Det er den ikke kraftig og fyldig nok til. Derimod anbefaler bryggeriet sin egen Imperial Stout eller Fregatten Jylland som ledsagere til andestegen.
Julebryg 2015 6,5 % brygget af Amager Bryghus, Kastrup. * * *
En maskulin julebryg der nærmest stikker helt af, når du åbner flasken. Mit eksemplar, skummede helt vildt.
Aroma og smag af et sammensurium af indtryk af kanel, abrikos, karamel, nødder, kiks og en for dette bryggeri, meget svag humlebitterhed. Byd den til julegæster fra hovedstaden, hvis du vil bevise at du er med helt fremme i havnebussen.
Mørk Vinter Bock 6,0 % brygget af Albani bryggerierne under navnet Schiøtz. * * * * *
Albani hylder deres grundlægger Ludvig Theodor Schiøtz, med en række øl. Herunder denne nye vinter bock, som indeholder overraskende mange smagsnuancer til prisen.
Brygget på fyldig rugmalt og mørk chokolademalt, tilsat saft fra både tranebær og hyldeblomst. Smager af meget mere end styrken på 6 % ellers indikerer. Denne øl smager rigtig godt selv om den savner de typiske julekrydderier. Bock øl er generelt velegnet til julefrokosten med sild og snaps og netop denne øl løfter stemningen.
Let It Snow 4,6 % brygget af Svaneke Bryghus for De Jyske Bryghuse, Egå. * * * *
Dette er testens svageste øl målt på procenter. Når du har proppet dig med julens godter, fede mad, kraftige vine og julebryg, hvad er så bedre end en god klassisk øl?
Let It Snow er netop en gylden og sødlig classic, som slukker tørsten uden de store armbevægelser. Nyd den på fad på caféerne på Aros, Café Casablanca i Aarhus eller Tulstrup Kro. Købt i Kvickly Viby for kr. 19,95
Julebryg Ingefær & Dadler 8,0 % brygget af Ørbæk Bryggeri. * * *
En økologisk mørk julebryg med et markant twist af ingefær og svagt strejf af dadler. En mørk og fyldig porter med en fin balance mellem alkohol, sødme, bitterhed og den mørke malt.
Passer til den mangfoldige og anderledes julemad uden svinekød. Kr. 14,- i Netto.
Christmas Ale 9,4 % brygget på Fur Bryghus. * * * * *
Belgisk inspireret ale men lækkert krydret med frække og friske amerikanske humletyper.
Dette gør aromaen frisk og sprød samtidig med at smagen er fyldig med noter af svesker, dadler og appelsinskal. Styrken på 9,4 % er godt gemt, men efter to flasker af denne, bliver det dig der synger højest af julesalmerne.
Denne øl har power nok til at blive serveret til hovedretten juleaften, frem for de fleste røde vine. Købt i Føtex for kr. 40,-
GB Jul 8,5 % - Brygget for Harboe i Belgien. * * *
GourmetBryggeriet er et mærke der brygges af discountbryggeriet Harboe. Denne stærke julebryg er dog brygget på det belgiske Het Anker som mest er kendt for øl under navnet Gouden Carolus.
Man fornemmer tydeligt øllens terroir. GB Jul er et godt køb til prisen, da man får en belgisk klassiker med masser af sødme og smag af anis og koriander. Kr. 29,- for 75 cl. i Rema1000.
Bieré de Noël 6,6 % Brygget for Leffe InBev i Leuven, Belgien. * * * *
Den er flot klar ravfarvet og frugtagtig, med krydret bouquet som gør dette til en hjertevarmende øl, fuld af karakter.
Hvis du kan lide andre øl fra Leffe, vil du du også kunne nyde denne kommercielle belgier. Kr. 28,- for 33 cl. i specialbutikker.
St. Bernadus Christmas 10% Brygget på St. Bernadus Brouwerij Belgien. * * * * * TESTVINDER blandt de importerede øl.
Denne fyldige specialøl er kendetegnet ved sin dybe mørke farve, med cremet, tykt skum og en fuld, næsten fløjlsagtig smag med en frugtagtig næse.
Markant aroma og smag af figner, rosiner, svesker, kanel og en smule stjerneanis.
Bryggeriet har tidligere brygget og tappet verdens bedste øl, Westvletern på licens. Købt hos Prima Beer Hobro kr. 32,- for 0,33 cl.
Ris a La M’ale 8,0 % brygget for Mikkeller på Brouwerij De Proef, Belgien. * *
Frugtøl af den syrlige slags. Som navnet antyder, er dette risalamande på flaske. Brygget på ris, laktose, vanilje, kirsebær og mandel ekstrakt. Gæt selv hvad du bør servere den til.
Absolut en anderledes mundfuld øl, som bør deles med så mange så muligt, til desserten. Kr. 45,- i specialbutikker.
Grimbergen Brassin de Noël 6,5 %. Brygget af Kronenbourg (Carlsberg Frankrig) * * * *
Det Carlsberg ejede Grimbergen mærke, brygges i Frankrig på bryggeriet Kronenbourg. Den er flot kobberbrun i farven med en stor skumkrone.
En duft af tørret frugt, karamel og et snert af vanilje, gør denne ale nogenlunde til flæskesteg og risalamande men bedre til at slukke tørsten efter dansen om juletræet med sin pynt. Kr. 40,- i flere supermarkeder.