Fortsæt til indhold

"Hun vil blive flået og parteret levende og udsat for mishandlinger svarende til ubådssagen"

En 33-årig mand fra Hørning er dømt for en lang række trusler - men han slipper umiddelbart for at skulle i fængsel

Samfund
Claus Sonne

Hørning En 33-årig mand fra Hørning er ved Retten i Horsens idømt tre måneders betinget fængsel for en lang række trusler på livet.

Fra 20. november 2017 til 19. februar 2018 sendte den dømte en række SMS-beskeder til en person med følgende trusler mod to personer:

"Jeg slår (X) ihjel."

"Møgsvinet dør snart."

"Møgsvinet skal nok få sin straf, så han kommer til at fortryde, at han har ødelagt mit liv."

"Jeg slår det svin ihjel. Jeg kører rundt med en kniv kun til ham, det svin har ødelagt mit liv og min søn, så nu skal også dø."

"Jeg stikker manden ned. Jeg venter på ham og slår svinet ihjel."

"Hvis jeg ser ham komme kørende i bil, så kører jeg ind i ham med det ene formål at dræbe svinet."

Jeg smider hende ud fra altanen

19. februar 2018 kontaktede den dømte sin stedfar pr. telefon og sagde følgende:

"Det er alvorligt. Jeg smider hende ud fra altanen, jeg gør det."

Samme dag opsøgte den dømte (X) på denne arbejdsplads i Vejle og fremsatte trusler:

"Jeg kommer først videre med mit liv, når du ligger i graven," lød det.

Trusler mod datter

21. april 2018 kom den dømte kørende ved Hasselager og lavede med bilen udslag mod (X), der kom kørende i modsatte retning.

16. maj 2018 opsøgte den dømte (X) på dennes bopæl og fremsatte trusler rettet mod (X's) datter:

"Hvis du ser på min søn igen, så ved jeg, hvordan din datter smager."

29. juni 2018 opsøgte den dømte (X) i Viby i Aarhus og toppede sine trusler:

'Hvis du ikke gør, som jeg siger, så vil hun bliver flået og parteret levende og udsat for mishandlinger svarende til ubådssagen," lød det.

Og 13. juli spyttede den dømte (X) i ansigtet og skubbede til hende. Det foregik også i Viby.

Ud over de tre måneders betinget fængsel, der har en prøvetid på et år vedhæftet, skal den dømte udføre 60 timers samfundstjeneste samt betale sagens omkostninger.