Råt og rustikt, men fyldt med sjæl
Harald - ny herretøjsbutik i Tordenskjoldsgade - har New York og Berlin som forbilleder
Han er vild med denim, blogger om jeans og var ungdomsmagasinet Chilis yngste freelance skribent. Nu er han på banen igen som en af de yngste butiksejere i Danmark. 21-årige Oliver Nielsen med mellemnavnet Harald vil bringe atmosfæren fra Berlin og New York ind i sin nyåbnede herretøjsbutik, Harald, i Tordenskjoldsgade.
"Jeg er dybt fascineret af de mange helt unikke butikker, der findes i byer som New York og Berlin. Det er butikker, der emmer af atmosfære, hvor indretningen er gennemtænkt og personlig, og hvor der er lagt sjæl og ånd i at håndplukke de enkelte varer. Manden bag disken ejer butikken og kan give dig masser af gode råd om, hvordan du bedst plejer det tøj, du lige har købt, Han kan også fortælle dig om tøjets baggrund, og hvordan det er produceret. Sådanne butikker er mit forbillede," fortæller Oliver i en pause denne tirsdag formiddag få uger efter butikken første gang slog dørene op.
Kaffe på kanden
Kaffen er varm på kanden, og den bliver der hyppigt hældt op fra, mens der er kunder i butikken. De bydes nemlig ikke kun på personlig betjening men også en kop kaffe, for når Oliver skal stå hele dagen i sin butik, vil han faktisk også gerne snakke med sine kunder om andet end pasform og modefarver.
"Jeg lever og ånder for tøj, og så har jeg jo lidt af en jeans-mani, så selvfølgelig er jeg ellevild efter at fortælle om jeans. Jeg synes, det er et fantastik materiale. Af samme stykke stof kan du få hundrede forskellige udtryk bare ved at give det forskellige vaske og behandlinger. Hvis ellers stoffet er af den rigtige kvalitet, så bliver jeans dine efterhånden som du går i dem. De tager form efter dig og bliver kun federe med tiden."?
Snobberiet lagt på hylden
Olivers øjne lyser op af begejstring, mens han fortæller og viser rundt i butikken, der stod tom et år, inden han overtog den.
Murene er banket af helt ind til de rå mursten, på gulvet ligger planker og disken er bygget op med råt genbrugstræ. Taburetterne er gamle kabeltromler med puder syet af kaffesække. Hylderne er lavet af gamle stilladsstiger og bøjlestængerne er sat sammen af galvaniserede vandrør. Papirsposerne er i genbrugspapir og hver og en er de blevet håndstemplet med Olivers eget Harald-logo. Konceptet er 100 procent Olivers eget - og helt, helt unikt.
"Inden jeg gik i gang med at indrette butikken, var jeg rundt i samtlige herretøjsbutikker i Aarhus - bare lige så jeg vidste, hvad det i hvert fald ikke skulle være," griner han og fortsætter:
"Her er snobberiet lagt på hylden. Her er der ingen fancy blankpolerede overflader i et koldt og upersonligt miljø. Her er råt, men hyggeligt alligevel. Og så synes jeg, at jeans passer rigtig godt til og rå træ."?