Kenneth vil hellere gøre en indsats for sin søn og andre med autisme
Indehaveren af webshoppen authentic.dk i Hørning, har fået nok Black Friday. Derfor giver han på fredag 20 procent af sin omsætning til Landsforening Autisme
Hørning "Jeg er træt af hele Black Friday hysteriet. Black Friday bliver vildere og vildere. Vi køber os ihjel. Lad os da i stedet gøre noget for nogen, der har det virkelig svært."
Sådan lyder det fra Kenneth Bon Nielsen fra Hørning, der driver webshoppen authentic.dk, der sælger ure fra mikromærker.
I stedet for at forsøge at score ekstra omsætning på fredag, når Black Friday rammer butikkerne landet over og danskerne går indkøbsamok, har han besluttet at give 20 procent af sin omsætning 29. november til Landsforeningen Autisme.
Søn har usynligt handicap
Og det er der en helt særlig grund til. Kenneths 10-årige søn, Bertil, er nemlig født med et livslangt handicap.
"Bertil har atypisk autisme og en søvnforstyrrelse. Det betyder, at hele vores hverdag er planlagt ned til mindste detalje med en ekstrem grad af struktur, forudsigelighed og genkendelighed," fortæller han.
Som forældre mødes vi ofte af en skepsis, fordi vores søn ligner enhver anden dreng på 10 år, men han lider af et usynligt handicap
Uvidenhed om autisme
Til hverdag går Bertil i en specialklasse på en almindelig skole, og her kender man til Bertils særlige udfordringer, men generelt oplever Kenneth, at folk ved alt for lidt om autisme og ikke har ret stor forståelse for, hvordan autisme påvirker ikke kun personen selv, men også omgivelserne.
"Som forældre mødes vi ofte af en skepsis, fordi vores søn ligner enhver anden dreng på 10 år, men han lider af et usynligt handicap, og det påvirker både ham og os. Landsforeningen Autisme gør et stort stykke arbejde for både at oplyse og informere om autisme og skabe bedre vilkår for mennesker med autisme. Det arbejde vil jeg gerne støtte," forklarer Kenneth.
Drop indkøbsvanviddet
"Jeg er godt klar over, at mine kunder ikke selv får noget ud af det, men jeg håber, de kan se meningen og vil være med til at hjælpe nogle børn og unge, der har en meget svær hverdag og virkelig har brug for større forståelse for deres handicap."
På Facebook og LinkedIn har Kenneth fået masser af positiv respons på sit initiativ, men han håber, at flere butikker har lyst til at stoppe Black Friday-ræset og i stedet gøre noget godt for andre.
"Livet handler ikke om at forbruge. Jeg vil gerne gøre en forskel for børn og unge med autisme, og det er vigtigt for mig at bruge den her mulighed for at gøre noget for nogen, der virkelig har brug for det," understreger Kenneth, der håber, han kan få andre butikker til at følge hans eksempel.
"Det kræver en helt masse omtale, men det ville være fantastisk, hvis flere gik med."