Aarhusianske skolebørn fælder træer i skove midt i jagtsæsonen
Jæger og ejer af skovareal i Virupskoven i Hjortshøj advarer mod farlig tendens, hvor skoledrenge fælder træer i skoven
"En ting er, at det er træls, at de skærer i træerne. Men det er altså også sindssygt farligt for de her drenge. De kan blive slået ihjel af det," lyder det meget alvorligt fra Daniel Krause-Kjær, der bor i Hjortshøj.
Han fik sig noget af en overraskelse, da han onsdag i sidste uge om aftenen opdagede unge drenge i gang med at fælde træer på sin grund i Virupskoven.
"Jeg råbte dem an, hvor der så var nogle, der stak af, men der var to, der var voksne nok til at blive tilbage for at tale. De fortalte, at de gik i 8. klasse på Virupskolen, men de ville ikke sige så meget mere end det. De sagde, at de bare havde kigget på," fortæller Daniel Krause-Kjær fredag til Lokalavisen Aarhus.
Episoden fik efterfølgende Daniel Krause-Kjær til at gøre andre Hjortshøj-borgere opmærksomme på hærværket. Det gjorde han i en lukket gruppe på Facebook, hvor der sidenhen er blevet rapporteret om flere lignende episoder andre steder i Virupskoven. Senest fredag, hvor en kvinde fra Hjortshøj har opdaget, at flere træer på hendes grund også har været udsat for hærværk.
"Jeg har hørt, at det ikke kun er i Hjortshøj, men at det sker rundt omkring, og at det er lidt en trend, efter der har været 'Alene i vildmarken’ på tv. Drengene synes tilsyneladende, at det er sjovt at fælde de her store træer," fortæller Daniel Krause-Kjær.
Jagt fire dage forinden
Men de store træer er ikke legetøj, og drengenes nye 'trend' kan i værste tilfælde ende katastrofalt for dem.
"Det er jo også store træer, som de skærer i. Hvis et stort træ vælter, så slår bagenden op, når toppen rammer, og hvis du står for tæt på det, så bliver du slået ihjel. Det er livsfarligt," fortæller Daniel Krause-Kjær.
Men det er ikke kun risikoen for at blive ramt af de store træer, som gør tendensen farlig for drengene. Der er i øjeblikket jagt i skovene, og ifølge Daniel Krause-Kjær er jægerne magtesløse, når folk bevæger sig udenfor skovens stisystem.
"Der er jo jagt i skoven, og det er virkelig, virkelig vigtigt, at gæster i skoven læser skiltene og bruger stierne. Især i den private del af Virupskoven, ellers er man som jæger magtesløs," advarer han og tilføjer, at drengene bag hærværket mod hans træer befandt sig udenfor stisystemet, da de fældede dem.
"Havde de været ude fire dage forinden, kunne de have risikeret, at der var en jæger," fortæller Daniel Krause-Kjær.
Vil gerne råbe forældrene op
Daniel Krause-Kjær har ikke valgt at melde episoden til politiet, da han håber, at problematikken kan klares ved, at børnenes forældre bliver gjort opmærksom på det.
"Hensigten med Facebook-opslaget var at råbe lidt op, så forældre måske kunne tage en snak med deres unger. Det er jo foruroligende, at børn render rundt i skoven ved en 22-tiden på en hverdag," siger han og fortsætter:
"Hvis man gerne vil noget i naturen, så er der jo mange muligheder for det. Som jeg også sagde til de her to gutter, som var modige nok til at blive at snakke med mig, at hvis det var fordi, de gerne hugge i noget træ med en økse, så var der rig mulighed for det. Så kunne vi sagtens finde nogle andre træer, som de gerne måtte hugge i.”
Kvinden, der fredag fortalte om en lignende episode i Virupskoven, skriver i Hjortshøj-gruppen på Facebook, at hun har billeder fra et vildtkamera af de drenge, der stod bag hærværket mod hendes træer. Daniel Krause-Kjær oplyser til Lokalavisen Aarhus, at han har talt med kvinden og gerne vil se billederne. For hvis der er tale om de samme drenge, som han snakkede med ved sit skovareal, så vil han kontakte politiet.