Den nye udstykning i Hadsten trak mange til
Byggefirmaet Hybel slog dørene op til tre udstillingshuse på Flegebakken
byggeri Søndag 17. juni slog byggefirmaet Hybel A/S dørene op til tre nye udstillingshuse i forskellige størrelser, arkitekturer og med forskellige materialevalg i Hadsten på kommunens nye udstykning på Flegebakken.
Samtidig holdt Favrskov kommune 'åben grund' i udstykningen, så der var både mulighed for at få information om kommunens grunde og god inspiration til hvad man kan bygge på dem.
Arrangementet trak ud over cirka 100 byggeinteresserede også Team Rotary Favrskov forbi på deres racercykler som afslutning på søndagens træningstur. Søndagens 120 km i sadlen var en del af forberedelsen til deres cykeltur til Paris i uge 27.
"Vi har valgt at placere vores nye udstillingsby i Hadsten, fordi her ligger en ny attraktiv udstykning, og det er samtidig et område, hvor der vil være en markant udvikling fremover," udtaler salgschef Carsten Jæger Nørbjerg i en pressemeddelelse fra Hybel.
"Ydermere har vi i Hadsten god mulighed for at servicere kommende husbyggere fra hele Favrskov samt Randers og Aarhus," fortsætter han.
De tre udstillingshuse er fremover åbne hver søndag kl. 14-16.
jesl