Fortsæt til indhold

10.klasses-tilbud skal finde en ny form

Med den forestående lukning og salg af Center-10 er det endnu uvist, om Aarhus igen får en ren 10.klasses-skole

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Hvordan fremtidens 10. klasses-tilbud skal se ud i Aarhus, svæver lige nu i luften.
Efter byrådspolitikerne i Aarhus med budgetforliget for 2016 besluttede at sælge Center-10, Aarhus High School, bliver der fremover kun 10. klasses-tilbud i den sydlige del af byen, og den helt specielle skole med udelukkende 10. klasser er på vej til at forsvinde.
“Inden for de muligheder vi nu engang har, vil jeg hellere lukke Center-10 og spare på administration og ledelse, end jeg vil forringe vores dagtilbud,” siger Bünyamin Simsek (V), der er rådmand for Børn og Unge.
Der kommer i fremtiden et nyt 10. klasses-tilbud i enten nord- eller vestbyen.
“Eleverne skal stadig have muligheden for at vælge 10.klasse. Men i hvilken form det bliver, det er åbent. Det kan blive på eksisterende skole-matrikler eller et nyt sted. Det har vi heldigvis lidt tid til at finde ud af,” siger rådmanden.
Lukningen af Center-10 blev på sidste byrådsmøde sendt til behandling i magistraten, hvilket betyder, at de to partier, der står uden for budgetforliget, Liberal Alliance og Enhedslisten, får mere tid til at pege på alternative besparelser.

Vil ikke tage offerrollen

Selvom en alvorlig lukningsfare altså hænger over Center-10, er det en rolig skoleleder, Lokalavisen Aarhus møder:
“Der kommer en ny høringsfase. Men står lukningen ved magt, så har vi også endnu et skoleår, som vi skal have gennemført på bedste vis. Vi murer os ikke inde i en offerrolle,” siger Poul Højmose.
Det er nemlig først fra sommeren 2017, at kommunen har tænkt sig at dreje nøglen om for sidste gang og sælge bygningen.
“Jeg vil ikke anbefale en lukning af Center-10. Det her er ikke en sjov situation. Men ingen er uundværlige, og jeg er også sikker på, at kommunen vil gå i dialog i forhold til, hvordan vi kan afbøde de negative effekter bedst muligt,” siger lederen, der ikke mener, at fyringer bliver aktuelt.
“Vi vil arbejde for, at vores medarbejdere bliver tilbudt et andet job i kommunen, og det bliver ikke noget problem, for vores medarbejdere er attraktive,” siger Poul Højmose.
På Center-10-lærernes cv'er står der både master i pædagogik, socialrådgiver og erfaringer fra specialklasser.
“Den ekspertise, vi har opbygget her, kan jeg være bekymret for, bliver splittet op i atomer,” siger Poul Højmose.