Liss er tilbage med ny musik og fornyet mod
Da hypen omkring Liss var allerstørst, trak bandet stikket. Nu - godt tre år efter - er de fire aarhusianske musikdrenge tilbage med en ny EP, livekoncerter og fornyet mod på med- og modgang i branchen
AARHUS De fire drenge i det aarhusianske band Liss var ikke andet end i deres spæde tyvere, havde lige afsluttet gymnasiet og stod på tærsklen til at flytte hjemmefra, da hypen omkring bandet eksploderede. Godt hjulpet på vej af den amerikanske verdensstjerne Pharrell, som spillede Liss’ anden single ‘Always’ i sit radioprogram tilbage i 2015.
Lige der. Der hvor hypen herhjemme og i udlandet var allerstørst omkring Liss, trak bandet stikket.
“Vi var så unge dengang - vi kunne jo dårligt finde ud af at lave mad... Så det at skulle til at flytte hjemmefra og lære at klare sig selv samtidig med, at vi skulle ud at spille og i studiet, det blev bare for meget for os. Vi kunne ganske enkelt ikke overskue det. Så vi valgte at tage en pause,” fortæller Liss-forsanger Søren Holm. Han ringer op fra Amsterdam, hvor bandet befinder sig i forbindelse med, at de turnerer rundt med det amerikanske indie-rock band Vampire Weekend.
“Det var for stresset for os på det tidspunkt. Jeg kan huske, jeg havde svært ved at sove og havde nedtur på. Det havde vi alle sammen. Så det var nødvendigt med en pause. Men det var ikke helt meningen, den skulle være så lang,” siger Søren. Hans stemme er blød og afdæmpet. Umiddelbart svær at genkende fra Liss’ numre, hvor forsangerens karakteristiske vokal fremstår skarp og lys.
At finde sin lyd
Pausen har de fire fyre Villads Tyrrestrup, Tobias Laust, Vilhelm Strange og Søren Holm brugt på at finde sig selv og hinanden. Og på at lave ny musik.
“Vi er fortsat med at lave musik i perioden, men vi har ikke udgivet noget og kun spillet live få gange. Tidligere havde vi en producer på vores musik, men vi besluttede os ret hurtigt for, at vi gerne ville lave så meget som muligt selv. Så vi har brugt tiden på at lære af alle mulige og så gøre det selv,” lyder det.
Frugten af bandets arbejde kom offentligheden for øre i juni, hvor Liss udgav sin anden EP ‘Second’.
“Vi er stadig signet hos engelske XL Recording, men vi og pladeselskabet var enige om, at vi skulle starte op igen på egen hånd, sådan som vi gjorde det helt i starten. Så EP’en har vi selv udgivet,” forklarer Søren.
EP’en bærer præg af tiden, hvor Liss har skulle genfinde bandets lyd.
“Jeg synes, EP’en udtrykker meget godt, hvordan vi havde det dengang i '15. Den er mere introvert. Og så har vi haft brug for at prøve nogle ting af rent musikalsk. Det betyder, numrene på EP’en har ret forskellig lyd," siger Søren. Trafikken omkring ham bruser i mobilens højtaler i de sekunder, han tøver.
“Jeg tror nu, at vores næste udgivelse bliver noget anderledes, men vi havde ikke kunnet lave ny musik uden først at have lavet ‘Second’. EP'en har ikke noget klart udtryk, men den har hjulpet os på sporet af, hvad Liss’ lyd er,” tilføjer han så.
Gode vibes i hjembyen
Europarturnéen med Vampire Weekend involverer i alt syv shows i blandt andet Bruxelles, Köln og altså Amsterdam, hvor Liss befinder sig denne sen-november eftermiddag. Når Liss er tilbage på dansk muld, præsenterer de numrene på den nye EP til koncerter i København, Odense og Aarhus.
“Vi spiller to koncerter i Aarhus; en på Tape og en på Atlas. For os er det noget helt særligt at spille i Aarhus. Vi er jo alle fire fra Aarhus; det er dér, bandet blev skabt i 2014. Sidst, vi spillede i Aarhus, var til SPOT i år; det var en virkelig fed koncert. Der er bare altid gode vibes, når vi spiller live i Aarhus. Og så er der som regel en del kendte ansigter blandt publikum, det er så hyggeligt,” siger Søren med oprigtig varme i stemmen.
Udover at præsentere publikum for bandets nye numre, vil Liss også bruge koncerterne herhjemme til at vise publikum og fans, hvor de befinder sig rent musikalsk efter godt tre års pause.
“Til koncerterne har vi tænkt os at spille meget all around for at vise, hvilket sted i musikken vi er nu, og hvad vi kan. Vi har brugt de seneste år på at suge til os fra dygtige folk – senest fra Vampire Weekend, som vi får sygt meget ud af at turnere med. De har helt klart lært os nogle tricks!” slår forsangeren fast med kraftigere intonation end tidligere.
Beredt på mod- og medgang
Liss er tilbage i rampelyset. Ældre, mere erfarne og klogere på sig selv.
“Vi tager tingene et skridt ad gangen. Men vi skulle gerne have mere ny musik klar til udgivelse snart. Og så skal vi ud at spille nogle koncerter. Og ja, så ser vi på det...” siger Søren med en looseness, der vidner om en genfunden ro.
Liss ved, hvad der venter derude. Eller hvad der kan vente. Og denne gang føler drengene sig klar.
“Vi nåede at få en bid af, hvad der potentielt venter os derude, så vi ved, hvad vi går ind til. Og så er faktum, at vi alle fire er blevet det ældre og mere erfarne. Og så er vi blevet tættere både som venner og som band. I dag kender vi hinanden rigtig godt og ved, hvor hinandens grænser går. Så jeg føler, vi er blevet stærkere og er klar til at face alt, hvad der måtte komme imod os. Eller komme med os,” forsikrer Søren.
Trods tre år med pauseknappen trykket i bund, kan Liss i dag leve af musikken. En teenagedrøm der er gået i opfyldelse hos de fire musikmænd, og som har affødt nye drømme.
“Lige nu lever vi af musikken, og det kunne vi da godt tænke os at fortsætte med. Ligesom vi håber, vi bliver ved at få lov til at spille koncerter i udlandet,” siger Søren drømmende.
“Det sætter tingene i perspektiv, når man spiller i udlandet. Her finder man virkelig ud af, hvor lille man er. Det kan godt være, Liss spiller udsolgte koncerter i Danmark, men når vi kommer til udlandet, er vi jo bare et lille bitte band, som mange aldrig har hørt om, og det giver os...” Hvad der lyder som tung trafik passerer tæt forbi Søren Holm og får hans stemme til at drukne. Han rømmer sig og fortsætter så i et højere, mere velkendt stemmeleje:
“Det giver os en følelse af, at vi først lige er startet og er en vild kontrast til den hype, vi har mærket herhjemme. Mest af alt er det en motivator til at fortsætte med at skrive numre og spille koncerter. Så det gør vi. På vores egen måde og i vores eget tempo. Så håber vi, folk kan lide det.”