Fortsæt til indhold

Moar- nul huller

Tænderne har det rigtig godt hos Favrskovs børn

Samfund
Erling Baastrup

Børn og unge i Favrskov Kommune har aldrig haft sundere tandsæt end nu. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
Eksempelvis kunne 79 procent af de 12-årige Favrskov-borgere prale med nul huller i tænderne i 2012. På landsplan lyder gennemsnittet på 59 procent uden huller.

20 procent færre

I det hele taget er antallet af huller i tænderne faldet blandt børn i stort set alle aldre i Favrskov Kommune – blandt flere aldersgrupper i kommunen er der næsten 20 procent færre huller i de blivende tænder i 2012 end i 2011.

Og sammenlignet med landsgennemsnittet er der i nogle aldersgrupper op mod en tredjedel færre huller.

Fantastisk resultat

De nye tal kan imponere selv en rutineret overtandlæge:

"Jeg troede næsten ikke på det, da jeg så tallene. Det er et fantastisk resultat. Det viser, at vores forebyggende arbejde med undervisning på skolerne og lakforseglinger af tænderne i den grad bærer frugt," siger overtandlæge i Favrskov Kommune, Jørgen Kjær.

Stop rygningen

I tandplejen hviler man ikke på laurbærrene, men vil blive ved med det forebyggende arbejde og forsøge at skabe endnu bedre resultater.

"Den næste tid vil vi for eksempel intensivere indsatsen over for rygning. Min fornemmelse er faktisk, at færre og færre unge ryger, men nu vil vi gøre en ekstra indsats for at få dem, der er, til at stoppe og endnu færre til at begynde. Rygning giver jo ikke kun dårlige tænder, men også ringere sundhed generelt," konstaterer Jørgen Kjær.

Fakta

Med nul huller:

Favrskov:
12-årige: 79 %
15-årige 62 %
18-årige 41 %

Region Midtjylland:
12-årige 60 %
15-årige 44 %
18-årige 34 %