And og flæskesteg lægger en dæmper på julefreden for veganske Ditte
Man kan sagtens kokkerere den helt store julemiddag uden kød eller animalske produkter. Det beviser Ditte Vissing Gyldenløve, der juleaften åbner sit hjem i Hasle for cirka 20 veganere
En juleaften uden and, flæskesteg og risalamande. For mange danskere lyder det nok helt utænkeligt, men for Ditte Vissing Gyldenløve fra Hasle er det lige præcis sådan, julebordet helst skal se ud 24. december. Risalamande kan der godt findes plads til, men ikke i den udgave, som de fleste kender retten. For Ditte Vissing Gyldenløve er nemlig veganer, og juleaften inviterer hun omkring 20 ligesindede hjem til en vegansk juleaften hos hende.
"Der kan man jo virkelig tale om julefred. Hvis jeg sætter mig ved et bord, hvor der er vegansk mad, så har jeg det bedst. Det, synes jeg, er mest lækkert," lyder det fra Ditte Vissing Gyldenløve, der har været veganer i over syv år.
Mælkeindustrien er årsagen
Det var først og fremmest en veninde, der begyndte at leve vegansk, som gjorde Ditte Vissing Gyldenløve opmærksom på den livsform. Men det er en indsigt i mælkeindustriens verden, der har fået aarhusianeren til at leve så godt som hundrede procent vegansk.
"Det var, hvordan mælkeindustrien hænger sammen. At man inseminerer køer og fjerner deres kalve. Det er simpelthen grusomt, synes jeg," fortæller hun og tilføjer:
"Jeg tilstræber at leve vegansk, hvor det er praktisk muligt. Der er engang i mellem nogle undtagelser for eksempel ved medicin, hvor der kan være gelatine eller mælk i, og man skal jo tage sin medicin."
Jul uden kød
Derfor drikker Ditte Vissing Gyldenløve meget naturligt ikke mælk fra køer eller spiser retter med fløde i, og så er det jo, at man som traditionstro juleelsker nok undrer sig over, hvordan risalamande kan befinde sig på et vegansk julebord.
"Det skal vi da også have juleaften. Du koger jo bare risengrøden på vand, og så i stedet for at blande den med normal piskefløde, kan man få et produkt, der minder om fløde, som er plantebaseret, og det smager fremragende," fortæller Ditte Vissing Gyldenløve og forklarer, at det faktisk er ret let at bevare julestemningen, selvom man holder en vegansk jul.
Selvfølgelig vil der hverken være and eller flæskesteg på bordet, og den brune sovs er ikke lavet på andefedt, men ellers er en vegansk juleaften tæt på at ligne den traditionelle, mener hun.
"Vi har aftalt, at vi hver især kommer med mad juleaften, og når jeg ser på, hvad de andre tager med, så er det meget traditionelle retter. Der er både hvide og brune kartofler, to slags brun sovs, rødkål, sønderjysk hvidkål og konfekt," lyder det fra Ditte Vissing Gyldenløve.
Lettere at være veganer
Faktisk er det i det hele taget blevet ret let at leve vegansk og være veganer i dag, end det var tidligere, mener Ditte Vissing Gyldenløve. Udover at butikkerne har fået flere plantebaserede produkter på hylderne, så er der også kommet en bredere forståelse for veganisme hos folk, der ikke lever vegansk.
"Helt sikkert. Der er sket utrolig meget de seneste tre år. Fra at det var 'vega-hvad-for-noget?' så ved alle nu, hvad en veganer er, og det er for det meste godt. Jeg bliver ofetest mødt med respekt ude i verden for mit valg," fortæller Ditte Vissing Gyldenløve, der også kan få lov til at holde vegansk jul, når hun fejrer højtiden sammen med ikke-veganere.
"Hvert andet år holder jeg jul sammen med min søn, hvor vi er hos min familie. Der tager jeg selv et eller andet med, og så spiser de deres and, og hvad de ellers får," lyder det fra Ditte Vissing Gyldenløve, der dog i år kan glæde sig over at julen bliver hundrede procent vegansk sammen med sine 20 med-veganere.