"Det rører os dybt og giver os en styrke"
I en annonce takker Anne og Anders Holch Povlsen for den omsorg og støtte, de har fået
"TAK"
Sådan starter Anne og Anders Holch Povlsen en annonce i søndagens udgave af Aarhus Stiftstidende.
Her bringer ægteparret et brev stilet til de mange mennesker, der har støttet dem efter tabet af deres tre børn, Alma, Agnes og Alfred.
De blev dræbt under terrorhandlingerne i Sri Lanka påskesøndag, og lørdag den 4. maj blev de begravet i Aarhus Domkirke, hvor blandt andet kongefamilien og statsministeren var tilstede.
Mange aarhusianere var også troppet op uden for domkirken for at vise deres respekt og omsorg med familien, ligesom der 25. april blev arrangeret et kæmpe fakkeloptog i Stavtrup til ære for de tre børn og de efterladte.
Alle får en tak fra Anne og Anders Holch Povlsen, der skriver følgende i annoncen:
"Vi vil gerne udtrykke vores dybfølte taknemmelighed for den hjertvarme, omsorg og støtte, vi har modtaget efter tabet af vores tre elskede børn, Alma, Agnes og Alfred.
Vi er dybt bevægede over de mange betænksomme og kærlige kondolencer, hjertelige tanker, blomster, tegninger og omsorgsfulde hilsner, der er blevet sendt til os fra nær og fjern. Det rører os dybt og giver os en styrke, der vil hjælpe os fremover.
Hjertelig tak til alle de dejlige mennesker, der mødte op i lørdags og støttede os ved begravelsen i Aarhus Domkirke. En afsked der blev både smuk og højtidelig.
Vore tanker og kondolencer går ligeså til de mange andre familier, der også har mistet deres kære under de tragiske begivenheder i Sri Lanka.
Vi er taknemmelige for vores elskede datter Astrid, og vi vil sammen ære Alma, Agnes og Alfreds minde. De vil for altid være i vore hjerter.
Med kærlige hilsner
Anne og Anders"
Annoncen sluttes med tre faldende fjer.
dp