Fortsæt til indhold

Hammel Idrætscenter er atter ramt af en vandskade

Et sprunget varmerør har igen skabt problemer i Hammel Idrætscenter.

Samfund

For lige knap to år siden skrev vi her i avisen overskriften: ’Vandskade på nylagt gulv i Hammel Idrætscenter’. Nu er den så gal igen. Idrætscentret er atter ramt af en vandskade. Denne gang i hal 4, hvor det sidst var i hal 3.

Det er samme problematik som i marts 2021, nemlig at et varmerør er sprunget, så vandet har kunnet sive ned.

Det skete en uge før jul, og hal-personalet blev alarmeret af varmeværket, som kunne se et større forbrug af vand.

»Det er heldigvis ikke så alvorligt denne gang. Vandet er mestendels sivet ned i et depot, hvor der er afløb, så meget af vandet er løbet ud dér. Men noget er altså også løbet ud i hal 4,« siger centerchef, Peter Kjærgård.

Vandet er sivet ned under gulvet, for der er et mellemrum mellem det gamle gulv og det nye, forklarer centerchefen. Hen over julen har der været blæser på for at få tørret vandet ud.

»Gulvet er lagt på en måde og med materialer, som gør, at det ikke har taget skade. Det ser i hvert fald ikke ud til, at gulvet er ødelagt. Så 7-9-13, alt indikerer, at vi bliver forskånet denne gang,« siger centerchefen, som med egne ord er »lidt træt af at have rutine i vandskade.«

Skal I ikke have kigget lidt nærmere på de rør?

»Det er jo skjulte rør, så det er svært at finde dem frem. Vi har været dem igennem én gang for at finde alle de fejl, vi kunne - det må vi så gøre igen. Vi må grave ned i isoleringen og tage et kig, men det kan jo også være svært at se udefra, om et rør har det dårligt. Men måske skal vi til at lukke for vandet,« siger Peter Kjærgaard, som håber på, at hallen er klar til brug en gang i uge 2.