Alle gode gange 11
Årets sommerfest i Højvangen byder både på det traditionelle og en række nye tiltag. Overskriften er dog stadig hygge
Når der 1. juni er sommerfest i Højvangen i Skanderborg, er der i forhold til de foregående 10 gange skruet en ekstra gang på gashåndtaget, når det gælder forlystelser, optrædener og noget lækkert til maven.
Størst af alt ved festen bliver en klassisk engelsk dobbeltdækkerbus fyldt med kultur.
Bag bussen, kaldet Linje S, står Teater Magistraten fra Silkeborg, og bussen, der senedes rundt i det midtjyske, rummer blandt andet andet den prisbelønnede Lucy Hopkins og hendes nye forestilling Ceremony of Golden Truth, som den engelske avis The Guardian har storrost. I bussen finder man også 'King of Jutland', der laver et dansebattle og kæmper om titlen som King of Højvangen. Også Bob Slayer, prisvindende engelsk komiker, er i bussen.
I underholdningsafdelingen finder man også det lokale SFO-kor, Sistema-børnene og lokal rap. Samt vanen tro et legeland og en tombola.
Pizzaovn og vegetarmad
Ingen fest uden god mad og i år hiver Højvangen et par esser ud af ærmet. 20-25 børn, der mødes hver tirsdag aften og laver mad sammen, leverer nemlig et vegetarisk alternativ til pølser, lam og den helstegte pattegris.
Og så bliver årets sommerfest også dagen, hvor Højvangens spritnye og professionelle pizzaovn skal indvies. Ovnen vil blive betjent af en lokal beboer, der tidligere har drevet et pizzeria - og den er kommet til Højvangen ved hjælp af fondsmidler. Den bliver opstillet ved Højvangens haveprojekt, så alle frit kan benytte den.
Har du en hobby?
Under sommerfesten vil man kunne stifte bekendtskab med forskellige personer, der viser deres hobbyer frem. Og man behøver ikke bo i Højvangen-kvarteret for at være med. Så sidder du derude og har en hobby, du gerne vil præsentere, så tag fat i Peter Gregersen, der har kontor på N. F. S. Grundtvigsvej 50.
I samme boldgade finder man et bemandet, kreativt værksted for børn.
Lokalt præg
Det er vigtigt for styregruppen bag festen, at denne bliver så lokal som overhovedet muligt.
"Derfor køber vi så vidt muligt lokalt ind, og eksempelvis er de øl, der bliver serveret i baren, fra Skanderborg Bryghus. Det er også lokale firmaer, der har leveret sponsorgaver til vores tombola," fortæller Lone Rask fra styregruppen.
Lone Rask har tidligere boet i blokkene i Højvangen, men bor nu i et af parcelhusene i området.
"Men selvfølgelig kommer jeg til sommerfesten. Det er en fest for dem i blokkene og dem i husene - og for hele Skanderborg og omegn. Det er en fantastisk fest," konstaterer hun.
Der plejer at komme mellem 1000 og 1500 mennesker til sommerfesten. Det er svært at sætte et mere nøjagtigt antal på, fordi folk kommer og går i løbet af aftenen.
Derfor køber vi så vidt muligt lokalt ind, og eksempelvis er de øl, der bliver serveret i baren, fra Skanderborg Bryghus
"Vi glæder os over, at vi ikke har problemer overhovedet med at finde frivillige. De cirka 80 mand har nemlig været på plads et godt stykke tid - og tæller de samme mennesker som sidste år," forklarer styregruppemedlem Katja Bach Dam og udtrykker et ønske om godt vejr.
"For folk i Højvangen er festen et rigtigt god sted at lære de andre beboere i området at kende. Og for alle andre er det bare en god og sjov fest med god underholdning og god mad," lyder det fra Katja Bach Dam og Lone Rask i fællesskab.
Borgmester Frands Fischer (S) åbner sommerfesten kl. 10 1. juni.