I valgkamp med bleer, babymos og børn i lygtepælene
Politikerne har travlt i valgkampen, og familien bliver sat lidt på hold i de uger, hvor det kører på højtryk
valg Da Lars Løkke Rasmussen trykkede på valgknappen, skulle Jens Joel (S) lynhurtigt til Aarhus for at dele roser ud på Strøget, men det var ikke det eneste, han fik travlt med. Hans kampagneleder måtte nemlig haste hjem til Joels kone Line i huset i Skæring for at hente jakkesæt, skjorte, håndklæde og toiletsager, så han var klar til at gå på skærmen på TV2 Østjylland om aftenen i stedet for Nicolai Wammen, der måtte være stand in på landsdækkende tv for den sygdomsramte Mette Frederiksen. Så var valgkampen ligesom skudt i gang.
Og sådan har det været, siden Løkke udskrev valg. Hektisk, travlt og nærmest ingen tid til at være hjemme hos familien, som 9. april blev udvidet, da hans datter Ulrikke blev storesøster til Eigil.
"Jeg har ikke vasket tøj én eneste gang i valgkampen. Jeg har lige nået at hænge en enkelt vask op, men mere er det ikke blevet til. Jeg laver for lidt derhjemme her under valget, men i modsætning til de to andre gange til folketingsvalget har jeg noget andet at tage hensyn til denne gang. Og det er en den slags regninger, der også skal samles op bagefter," siger 41-årige Jens Joel med et smil.
Anderledes ser det ud på den anden fløj, hvor Heidi Bank fra Venstre for første gang stiller op til folketingsvalget. Hun har nemlig to store sønner på 17 og 21 år, og de har deltaget aktivt i morens valgkamp.
"Der er et helt andet ungdomsliv i vores hus i Højbjerg. Jeg mærker en god energi fra de unge mennesker, og jeg oplever det især her i valgkampen. Både mine børn og deres venner har hjulpet. To af dem hjalp med at hænge plakater op i lygtepælene, og der gik stor konkurrence i at få de bedste lygtepæle hurtigst muligt," fortæller 47-årige Heidi med et stort smil.
Tidligt op og sent hjem
Selv om familielivet for de to folketingskandidater er markant forskelligt, så er der også ligheder. De står begge tidligt op, har kalenderen fuldstændig booket op, står på gaden og sælger deres budskaber i majs silende regnvejr, deltager i debatter, planlægger opslag på de sociale medier, taler med journalister og...
"Jeg tager som regel af sted inden klokken er syv, og inden Ulrikke, Eigil og Line står op. Der er ingen tvivl om, at Line får vores privatliv til at hænge sammen lige nu. Eigil oplever ikke så meget, at jeg er meget væk, men Ulrikke kan mærke det, og hun kan ikke forholde sig til, hvornår jeg er hjemme som normalt igen," fortæller Jens Joel.
Hans telefon lyser op en gang med et ubesvaret opkald, så en SMS og så... Der er gang i Joels telefon. For mens der er valgkamp, er der ikke tid til at slappe af. Han ignorerer telefonen under interviewet, og viser som Heidi nærvær og opmærksomhed.
Færdigretter i fryseren
Selv om Heidis børn er store, kan de også godt mærke, at mor fører valgkamp.
"Ham på 17 spørger noget mere, end han plejer, hvornår jeg er hjemme. Men det er for en periode, at jeg er så meget væk, og så må det gerne være lidt nemt med frysepizzaer og færdigretter i fryseren - vi er alle sammen i valgkamps-mode."
For overhovedet at nå at se sine to børn, vælger Jens Joel ofte at holde at par timer fri om eftermiddagen, for som han siger, så har det ingen værdi, hvis han først kommer hjem klokken 19.30, for der er Ulrikke blevet lagt i seng.
Inden de to kandidater forsvinder videre ud i valgkampen fra Café Drudenfuss, hvor de har givet sig tid til Lokalavisen Aarhus, skal de selvfølgelig have spørgsmålet om, hvem der vinder valget:
"Det gør Lars," siger Heidi med et smil.
"Der er ingen tvivl. Det gør Mette selvfølgelig," siger Joel med overbevisende stemme.