Fortsæt til indhold

Sådan udvikler Aarhus 500 unge sportstalenter

Det kræver hårdt arbejde at nå til tops inden for sin sportsgren. Lokalavisen Aarhus har talt med Ole Keldorff, sportslig ansvarlig hos ESAA, om, hvordan man i Aarhus arbejder for at skabe de bedste talentmiljøer, der kan føre til resultater på den lange bane

Samfund
Martin Jørgensen

TALENT 500 unge mennesker i Aarhus er i øjeblikket tilknyttet Elitesports Akademi Aarhus, bedre kendt som ESAA. Alle kæmper de dagligt en brav kamp for at nå til tops og præstere i et konkurrencepræget talentmiljø, hvor der skal tages hensyn til mange ting.

Det er dog langt fra et forløb uden bump på vejen for de mange unge mennesker, som ofrer blod, sved og tårer for at lykkes og tage skridtet fra at være et ungt talent til at kunne skabe seniorresultater. Men for at fremtiden bliver en sportslig succes, så kræver det gode talentmiljøer nu og her, lyder det fra Ole Keldorff.

”Vi ser lidt anderledes på tingene i dag. Vi kigger på, hvordan vi får skabt udviklende talentmiljøer. Hos os kalder vi det den holistiske talentudvikling. God talentudvikling for os er nemlig ikke et udtryk for gode ungdomsresultater, men det er gode seniorresultater derimod,” lyder det fra Ole Keldorff, som slår fast, at der er nogle helt andre ting på spil i ungdomsårene.

”Mens vi er ungdomsspillere, skal vi have skabt platformen og springbrættet til at lave et solidt grundlag for også at kunne lave seniorresultater.”

Fokus på flere ting

Når en ungdomsfodboldkamp fløjtes i gang, eller Aarhus-talenter fra Bakken Bears skal på banen, så er det altid med sejr for øje for den enkelte. Men bagved den individuelle stræben efter at vinde, er talenternes langsigtede udvikling i fokus hos ESAA.

”Hvis du starter med at spille en fodboldkamp og får at vide: ’Vandt I ikke? Okay, så har du spillet ringe’, så er der noget helt galt. Vi skal i stedet sætte ind og have fokus på udviklingsparametre, der tilgodeser den enkelte i stedet,” fortæller Ole Keldorff.

Talentarbejdet er ifølge ham ikke kun det, der sker inden for kridtstregerne, svømmebassinet eller på atletikbanen. Der skal blandt andet også sættes fokus på at skabe ordentlige værdisæt, som alle kan arbejde under.

”I Danmark har vi i dag flere eksempler i medierne, hvor talentarbejdet ikke har foregået ordentligt. Kæden kan også hoppe af for os, men vi har et klart regelsæt for, hvordan vi taler til hinanden og med hinanden,” siger han og tilføjer:

”Når man har været i et system som vores, så har man større chance for at lære at se, hvilke regler og rammer, der er de gode.”

Spilleradfærd og sociale medier

Helt konkret undervises de unge talenter blandt andet i eksempelvis antidoping, spilleradfærd i forhold til betting, kost og ernæring herunder spiseforstyrrelser, men også unge menneskers ageren på de sociale medier.

”Vi har kørt et forløb med gymnasiepiger fra forskellige sportsgrene i Aarhus, hvor vi har haft en coach inde over, som har fortalt om, hvordan man brander og iscenesætter sig selv, men også hvilke ting, der er på spil, når man bruger de sociale medier, for det er også en vigtig del af talentarbejdet,” fortæller Ole Keldorff, der erkender, at livet som elitesportsudøver kan være krævende, og det er også noget, som ESAA er med til at arbejde for at afhjælpe de unge med.

Daniel Gadegaard Andersen er på ungdomslandsholdet, mens hans også træner med førsteholdet i AGF. Også han er ESAA-elev

”Noget af det krydspres, som ligger hos de her piger, er, at de føler, at de skal have 12 i alle fag, og at de skal se rasende godt ud. De føler måske, at de skal være skarpe på internettet, være gode veninder og samtidig de dygtigste til en sport. Og konsekvensen af alt det kan være, at de får stress eller føler et for stort pres, og det er dét, vi gerne vil hjælpe dem med.”

Ole Keldorff konstaterer derfor, at man målrettet arbejder ud fra et helhedsorienteret perspektiv, når der skal udvikles talenter i Aarhus.

”Vi kigger ikke kun på konkurrencen eller driblingen og finten i fodbold. Vi tager udgangspunkt i det hele miljø. Vi interesserer os for mennesket bag præstationerne.”

De udklækkede Aarhus-talenter

Ud af de 500 unge talenter, som ESAA lige nu har tilknyttet, er det langt fra alle, der formår at gå hele vejen og ende med at leve af sin sportsgren. For mange har det heller aldrig været planen. Netop derfor er uddannelse også et vigtigt fokuspunkt, der bruges meget tid på, for uanset om du spiller fodbold eller dyrker orienteringsløb, så er det godt at have faglige kvalifikationer med på vejen, fortæller Ole Keldorff, som mener, at Aarhus er en fantastisk talentby.

”I min bog er Aarhus ’City of talent’. Det er det fineste råstof, som vi har her i byen. En ung uddannelsesby som Aarhus med et spændende idrætsmiljø er et rigtig godt sted at være talent,” lyder det fra Ole Keldorff, som også mener, at Aarhus' størrelse er perfekt.

”Vi har et spændende udviklingsmiljø i ESAA. Vi har en størrelse, så vi hænger sammen. Vi har noget i nordbyen og i sydbyen. Aarhus er ikke større end, at mange af os kender hinanden og har et godt netværk.”

Flere af AGF’s unge talenter, heriblandt Sebastian Hausner, Daniel Thøgersen og Magnus Anbo, har været en del af ESAA-ordningen. Også Viktor Bromer, Sara Slott og Maja Alm har alle været ESAA-elever.