Rekordlav ledighed for sjette år i træk
Skanderborg har landets fjerde laveste ledighed, viser de seneste ledighedstal
Siden 2010 har Skanderborg Kommune været blandt de 10 bedst rangerede kommuner på beskæftigelsesområdet, og hvert år siden 2012 har kommunen været i top 5.
Nu har Skanderborg landets fjerde laveste ledighed, hvor kun 2,4 procent af arbejdsstyrken i Skanderborg Kommune er ledige mod 3,8 procent på landsplan.
"Vi er stolte over, at vi kan holde fast i så lav en ledighed over så lang tid. Det er glædeligt for kommunens økonomi, for virksomhederne og ikke mindst for de mange borgere, som bliver hjulpet videre," siger Tage Nielsen, formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune.
Utraditionelle initiativer
Han forklarer, at Skanderborg Kommune skal ligge godt i den kommunale rangering, fordi placeringen i hjertet af Østjylland giver adgang til et stort udbud af arbejdspladser og uddannelser.
"Men de demografiske forhold er kun en del af forklaringen. I Skanderborg Kommune og i vores jobcenter lægger vi stor vægt på den virksomhedsrettede indsats. Vi er gode til at tage nye, utraditionelle initiativer, og det spiller ind på de gode resultater," forklarerTage Nielsen.
Et af initiativerne hedder Udvidet Erhvervsservice. Hvis en mindre virksomhed ønsker at ansætte en ledig enten i ordinær beskæftigelse eller i praktik, kan virksomheden få hurtig hjælp af ansatte i Skanderborg Kommune til at udfylde de nødvendige papirer og formularer.
"Vi introducerede Udvidet Erhvervsservice i 2013 som den første kommune i landet. Den administrative håndsrækning kan mærkes direkte i ledighedstallene. Hvert år medfører tilbuddet 500-600 jobåbninger," oplyser Jørgen Erlandsen, beskæftigelses- og sundhedschef i Skanderborg Kommune.
Et langt sejt træk
"Der har været politisk vilje til at investere i beskæftigelsesområdet i Skanderborg Kommune, og det gør det muligt, at vores virksomhedskonsulenter i Udvidet Erhvervsservice lægger mange timer på landevejen for at besøge virksomheder. Det er et langt sejt træk, men det er effektivt," understreger Jørgen Erlandsen.
Skanderborg Kommune fortsætter med at investere i beskæftigelsesområdet. I de kommende år bliver der ekstra fokus på to målgrupper.
"Vi er så langt nede i ledighed, at det er svært at bringe tallet længere ned, men vi fortsætter med at arbejde intensivt med området. Det betyder ikke, at vi er i mål på alle områder. Skanderborg Kommune kan for eksempel blive bedre til at hjælpe unge og flygtninge, ikke mindst kvinderne, videre i beskæftigelse, så det gør vi en ekstra indsats for i de kommende år," siger Tage Nielsen.
-bo