Fortsæt til indhold

50 år med klip, saks og kam i Veri Center

Da frisøren i Veri Center åbnede for 50 år siden, hed den Veri Centerets Frisørsalon - det gør den ikke i dag. Til gengæld er det det datidens datter, der står bag salonen i dag

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

jubilæum Selve Veri Center kan fejre guldbryllup, og det samme kan frisørsalonen også, som i dag hedder Frisøren i Veri. Indehaver af salonen Birte Kjær McDonalds far, Holger Kjær Andersen, var ham, der åbnede salonen i 1969.

Sidenhen overtog hun salonen. Egentlig ville hun have lavet noget andet, men hendes far spurgte hende, om hun ikke kunne tænke sig at komme i lære som frisør hos ham, og det sagde hun ja til.

"Jeg har været her altid. Vi flyttede hertil, da jeg var seks år, og min far startede salonen. Han havde den i 30 år, og jeg nåede at arbejde med ham i 10 år, inden han døde, så jeg har faktisk også selv været her i 30 år. Jeg endte med at blive chef for dem, der havde været med til at udlære mig, og jeg har været glad for at være her og har ikke haft lyst til at være andre steder siden," siger Birte Kjær McDonald med et smil.

Inden hun overtog biksen, havde hun aldrig haft noget med selve driften af salonen at gøre, så det var en ny verden, der åbnede sig for hende, ligesom der med årene er kommet en del flere administrative opgaver til.

En foregangsmand

Far Holger Kjær Andersen fik for 50 år siden sat sit præg på håret i området, og han endte også med at være en foregangsmand inden for frisørfaget, fortæller datteren.

"Min far var den første, der startede en frisørsalon i et center. Der var mange, der tvivlede på, om det kunne gå, men det må man jo sige, at det kunne. Omkring 1972 startede han kombinationen af en herre- og damesalon, og det var han en af de første, der gjorde. Han kunne mærke, at der var stor efterspørgsel på det, og i lang tid blev kvinderne klippet bag et tæppe," fortæller Birte Kjær McDonald og fortsætter:

"Han var herrefrisør og klippede ikke damerne, men der var enkelte, han lavede føn-bølger på, for det var hans speciale."

Engageret i faget

Med årene er Birte Kjær McDonald blevet mere og mere engageret i faget og er også med i uddannelsesudvalget og lauget under Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, da hun mener, at det er vigtigt, at eleverne får en god uddannelse, og at håndværket bliver bevaret.

"Det er vigtigt at opretholde faget, og jeg kan godt lide at give det videre til de unge mennesker. Vi har alle en faglig stolthed omkring vores fag, og man skal jo huske, at det er et håndværk," siger frisøren.

Hun lægger vægt på, at det hos hende og i langt de fleste forretninger i Veri Center er ejeren selv, der står bag disken.

"Det gør måske, at betjeningen er mere personlig," siger hun med et smil.

Den personlige stil fra familien Kjær, varer dog ikke ved i evighed. Når Birte Kjær McDonald stopper som frisør ude i fremtiden, så står der ikke en i familie-kulissen klar, der kan overtage salonen, for hendes egne børn er gået i nogle helt andre retninger.

"De skal skifte noget spor, hvis de skal overtage," siger hun med et grin.