Fortsæt til indhold

Trine bruger heste i sin terapi

I den sydlige del af Aarhus er der netop åbnet et nyt psykoterapi-sted, hvor heste bliver brugt til at hjælpe mennesker

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

terapi Et meget smukt sted, med udsigt over marker, en lille sø og træer samt tæt på strand og vand står der to islandske heste. De er ejet af Trine Kudsk, der sammen med sin mand har slået sig ned på Elmosevej 29 i Beder.

Trine har altid haft en stor interesse for de firebenede islandske dyr, men nu har hun kombineret sin viden med sin interesse. Hun har nemlig netop åbnet Spirituel Psykoterapi v/ Trine Elefsen Kudsk.

"Jeg har altid fokus på det hele menneske, når jeg har klienter i terapi. Det er især særligt sensitive mennesker, folk der har problemer med selvværdet, eller hvor der er noget, der driller dem mentalt, jeg arbejder med. Jeg har selv oplevet som rytter, hvordan hesten kan skabe balance, og hvad der kan ske med mennesker, når de er i selskab med en hest. Hesten mærker med det samme, hvordan vi har det som mennesker, og derfor er den så god at arbejde med," fortæller Trine Kudsk.

En drøm

Hun er oprindeligt skolelærer og har arbejdet meget med elever, der havde det svært, men da hun stoppede som lærer for halvandet år siden, og parcelhuset i Tranbjerg blev solgt, og hjemmet blev rykket til Beder, turde hun kaste sig ud i livet som selvstændig. Selve idéen til sin nye virksomhed har hun fået, fordi hun i mange år har set og selv oplevet, hvad hesten kan gøre ved ens mentale helbred.

"Det er virkelig en drøm det her. Jeg har haft lyst til at springe ud som selvstændig, men jeg havde en masse idéer og tanker og vidste ikke helt, hvordan det skulle fungere. Da vi så flyttede hertil, så var rammerne der, og så turde jeg - nu skulle det være," siger Trine med et selvsikkert og stort smil.

Tre terapiformer

Når hun har klienter, arbejder hun med tre forskellige samtale-former. Den ene er samtale, hvor klienten bliver healet, den anden er, hvor der er fokus på yoga og det at skabe energier i sin krop, og den sidste er samtale med hesten som guide.

"Jeg har for eksempel haft en klient, der havde det svært i relationen med andre - der skulle ikke ret meget til, før vedkommende følte sig afvist. Personen er vant til at skulle yde en masse for at føle sig anerkendt," siger Trine med stort engagement og fortsætter:

"Da vi stod sammen med hesten, trak den sig faktisk lidt til at starte med, men jeg guidede min klient til at forsøge at nærme sig hesten igen, og den tillod, at min klient rørte ved den, og det endte faktisk med, at den lagde sig helt ned. Det har jeg aldrig tidligere set. Det er næsten ren magi, det der opstår. Hesten vil gerne fylde det ud, som vi mennesker mangler, og i det her tilfælde oplevede vedkommende, at der var anerkendelse fra hesten, og det var en rigtig god oplevelse. Hesten har en stærk fornemmelse for os mennesker."

Mål for fremtiden

Trine Kudsk har indtil videre primært midaldrende mænd og kvinder i terapi, men hendes drøm er at få fat i børn og unge, så hun kan hjælpe dem.

"Jeg synes, det er vigtigt at sætte ind så hurtigt som muligt, for det er med en tidlig indsats, vi kan gøre en stor forskel. Det vil være dem, der har noget sorg i sig, jeg gerne vil hjælpe, for jeg bliver ikke forskrækket over at tale med børn og unge om sådan et emne, som mange voksne gør," siger hun.

På længere sigt drømmer hun om at kunne uddanne andre psykoterapeuter til at arbejde med hesten som guide.