Intet at rafle om - VisitSøhøjlandet er bedst
turisme Da alle eksisterende Visit-organisationer senest i 2020 skal lægges sammen til 15-25 større destinationsselskaber, vil et samarbejde mellem Skanderborg, Silkeborg og evt. andre nabokommuner - fx Viborg, Faurskov, Horsens - være oplagt.
Det er vigtigt, at vi i dannelsen af de nye selskaber søger ligeværdige partnere og sikrer, at turismeindsatsen fortsat har lokal forankring.
Misforstå mig ikke. Aarhus er en dejlig by, men spørgsmålet er om Aarhus er interesseret i outdoor- og naturoplevelserne i Søhøjlandet.
For familien, som nyder ferien i Søhøjlandet, betyder det ikke noget, at Hjejlen lægger fra kaj i Silkeborg Kommune, men ender ved Himmelbjerget i Skanderborg Kommune. De ænser ikke kommunegrænser og opfatter Søhøjlandet som en helhed. Af samme grund arbejder det lokale turisterhverv allerede helt naturligt på tværs af kommuneskel.
Og vi har meget til fælles: Gudenåen, turbådene, Himmelbjerget, outdoor-oplevelser, et væld af festivaller og meget mere. Af samme grund har jeg længe været tilhænger af et stærkt samarbejde med Silkeborg og fortaler for en sammenlægning af de to foreninger i et 'VisitSøhøjlandet'.
Aarhus giver os mindre
Modsat hvad man skulle tro, peger erfaringen fra Business Region Aarhus-samarbejdet nemlig på, at vores lokale turisterhverv kun har ringe gavn af et samarbejde med Aarhus. Aarhus indbyder først og fremmest til by- og erhvervsturisme og vil uværgeligt være storebroderen i et samarbejde.
Misforstå mig ikke. Aarhus er en dejlig by, men spørgsmålet er om Aarhus er interesseret i outdoor- og naturoplevelserne i Søhøjlandet. Jeg har i hvert fald meget svært ved at forestille mig en plakat for VisitAarhus med Himmelbjerget og en kano på.
Et stærkt, lokalt turisterhverv er vigtigt for Skanderborg og hele Søhøjlandet. For ud over arbejdspladser og omsætning er turistforeningen også med til at skabe en bred vifte af faciliteter (fx legeuniverset på Himmelbjerget, stier, broer, badeanlæg, MTB-spor, vandreruter, m.fl.), som både turister og borgere nyder godt af året rundt, og som også bidrager til folkesundheden.
Erhvervet støtter også op om en lang række events og festivaller, der brander Søhøjlandet i ind- og udland, og som bidrager til et righoldigt kulturliv. Alt dette gavner i sidste ende også bosætningen.
Så for mig er der intet at rafle om. Et VisitSøhøjlandet er at foretrække… og det vil familien, der kommer igen til sommer helt sikkert også.