Fortsæt til indhold

Marianne Verge og Lene Høst-Madsen har haft en fest med Holger Blom

Tilfældigt roderi i arkiverne har ført både succes og et fremtidigt samarbejde med sig

Samfund
Claus Sonne

Det begyndte med, at forfatter Marianne Verge sad og rodede lidt tilfældigt i Museum Skanderborgs arkiver - og faldt over 'noget med Holger Blom'. Det endte med en bog om samme Holger, med Museum Skanderborg største succes og med begyndelsen på et rasende godt samarbejde mellem Marianne Verge og museumsdirektør Lene Høst-Madsen.

"Vi kan godt garantere, at vi også fremover vil komme til at samarbejde. Faktisk har vi allerede gang i to projekter," smiler Lene Høst-Madsen og bliver suppleret af Marianne Verge:

"Det har været et vildt godt samarbejde, hvor der er blevet grint meget i arbejdsgruppen," konstaterer hun - og griner.

Perfekt synergi

De to 'partners in crime' er enige om, at der har været en perfekt synergi i at Marianne Verges bog om Holger Blom kom samtidig med, at Museum Skanderborg åbnede døren til udstillingen om vel en af de mest spændende personligheder, postnummer 8660 har stået som afsender af.

"Vores samarbejde har jo både øget interessen for bogen og for udstillingen," siger Marianne Verge, der kan glæde sig over både gode salgstal og gode anmeldelser af sin bog om Holger Blom.

Samarbejdet mellem d'damer Verge og Høst-Madsen er stukket af i mange retninger. De har været i landsdækkende morgen-TV sammen og holdt - og skal holde flere - foredrag om alt fra Holger Blom og tøj til seksualitet og identitetskriser.

"Hver gang vi har afsluttet et arrangement, er vi gået i gang med at planlægge det næste. Der er så mange vinkler på Holger Blom, at det ikke har været svært at komme videre," mener Marianne Verge, mens Lene Høst-Madsen kalder fortællingen om Holger for universel.

Universel fortælling

"Historien om Holger Blom er en historie om at være født i en rolle, man ikke vil udfylde, for at gå sine egne veje og få succes. Det er en universel historie, som alle kan forholde sig til," lyder det fra Lene Høst-Madsen.

Den gode historie har Marianne Verge også 'optrådt' med på Cinemateket i København. Hun var desuden hovedtaler ved 2018-udgaven af Skrædderlaugets 'Laugenes Opvisning'.

"Vi har haft muligheden for at aktivere vores udstilling om Holger på nærmest alle tænkelige måder. Vi har fortalt historien inden for og uden for museets vægge på en måde, vi aldrig har prøvet før. alt i alt en rigtig,, rigtig god oplevelse, der også har været med til at give Holger en fortjent plads i Skanderborgs historie," konstaterer Lene Høst-Madsen.