Mere plads til publikum ved jubilæumsfest
Et sceneområde udvides og en ny korridor i skoven bliver ryddet, så publikum bedre kan komme rundt på Smukfest 2019
Mere plads og bedre fremkommelighed.
Det bliver – ud over en stor jubilæumskoncert – gaven til publikum ved Smukfest 2019, som samtidig er den 40. festival i Dyrehaven.
Skanderborg Festivalklub og Skanderborg Kommune er blevet enige om at etablere en længe ønsket korridor, der kan blive vigtig i forhold til at flytte store folkemængder på kort tid mellem Bøgescenerne og Stjernesceneområdet.
"Vi har inden for den eksisterende festivalafgrænsning fået lov til at tage et nyt skovstykke i brug mellem Mexival og Dødemandsbakken," forklarer klubbens ordførende direktør Søren Eskildsen.
"Det bliver en bred passage, hvor kommunen fjerner buske og krat, men lader træerne blive stående, så publikum får god plads til at flytte sig mellem festivalens to største scener."
Mere koncertplads
På samme vis bliver et skovstykke ryddet ved Stjernescenen, hvor store navne gennem årene har optrådt for et til tider tæt pakket publikum. Det skal give mere plads bagude - i retning mod Capri.
"De to greb vil give noget mere luft, så publikum bedre kan flytte sig rundt mellem de store scener og få en bedre oplevelse ved Stjernescenen. Det glæder vi os meget til at præsentere," siger Søren Eskildsen.
Oprindelig var det festivalklubbens ambition at få gennemført flere forandringer inden jubilæet. For eksempel at rykke de ikoniske bøgescener med stensætningen foran op til 45 meter tilbage, så der med tiden kan blive plads til 7.500 flere festivalgæster i området. Desuden var en omlægning af festivalens lager- og logistikområde i skoven også på programmet.
Men kostbar tid er gået tabt, erkender direktøren. Årsagen er, at en klage over planen for Dyrehavens fremtid, som var godkendt i Skanderborg Byråd, først skulle behandles i Miljøklagenævnet. Da afgørelsen kom i januar, skulle arbejdet allerede for længst have været i gang.
Afsked med bøgescener
"Vi har fået lov for sent, og processen er for fremskredet til, at vi kan nå det før Smukfest 2019. I stedet regner vi med at begynde arbejdet efter festivalen 2019, så der er bedre tid inden Smukfest 2020. De planer er vi ved at lægge nu i tæt samarbejde med Skanderborg Kommune," fortæller Søren Eskildsen.
Tvillingescenerne vil ifølge direktøren blive genetableret med den buede stensætning og samme udtryk som i dag. Scenerne vil i den nye udformning blive forstærket, så de kan bære de tungere produktioner, som mange kunstnere turnerer med i dag.
"40 års jubilæet og jubilæumskoncerten bliver dermed også en afsked med Bøgescenernes nuværende placering. Men vi tror på, at mere plads og bedre sceneforhold vil give større oplevelser i fremtiden," siger Søren Eskildsen.
Ikke flere billetter
Når der bliver bedre plads i skoven allerede i år, vil der så også blive solgt flere billetter?
"Der kommer ikke flere billetter i spil, så vi bliver det samme antal som sidste år," siger Søren Eskildsen.
Derimod er Skanderborg Festivalklub og Skanderborg Kommune ifølge direktøren blevet enige om det første trin i den gradvise implementering af publikumsudvidelsen på yderligere 7.500 gæster.
"Det bliver et par tusinde ekstra det første år, hvor vi ser, hvordan publikum tager imod de nye muligheder. Derefter bliver tilvæksten reguleret efter, hvad myndighederne giver os lov til over en årrække," forklarer direktøren, der også selv er meget tilfreds med en forsigtig udvidelse.
"Det hele skal kunne følge med. Det nytter ikke at have ekstra plads ved scenerne, hvis vi ikke kan flytte folk godt og sikkert rundt. Og det nytter heller ikke at kunne flytte folk, hvis vi ikke har plads ved vores scener. Det er prisen, vi betaler, for at have Danmarks flotteste, men også mest komplekse festival-område," siger Søren Eskildsen.