Trods fodbold og regn gik Galten Byfest godt
Byfest-formand i Galten har en god fornemmelse efter endt fest. Også selvom en hel dag regnede væk og en finale i fodbold optog mange
Galten En hel dag med regn. Det er aldrig sket før i de 8-9 år, den lokale idrætsforening GFS har stået for at arrangere Galten Byfest. Men det var altså tilfældet i år.
"Torsdag regnede det det meste af dagen. Der var vi ramt, mildt sagt. Der er jo ingen, som gider hoppe på hoppeborg i regnvejr," fortæller Søren Riis, byfest-formand.
Desuden var der lidt udfordringer lørdag aften på grund af Champions League-finalen.
"Det var en god dag, men vi manglede lige 100-150 mennesker. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var på grund af fodbold," siger Søren Riis.
Men alt i alt gik byfesten "super godt," for nu at bruge byfest-formandens egne ord.
"Onsdag havde vi jo udsolgt til vores aften med dans, tarteletter og fri bar. Det var en kæmpe succes. Folk var så positive - der har ingen brok været overhovedet," siger Søren Riis.
Så det nye koncept, hvor der er fri bar med i arrangementet kunne folk altså lide?
"Ja tak! Det var helt perfekt!"
Store og små kendisser
Et stort tilløbsstykke var som altid standup-torsdag, hvor der ligesom de seneste fire år endte med at være udsolgt.
Også kendisserne for det lidt yngre publikum var et hit. 1.000 børn og unge gav den eksempelvis gas til Maria og Bea - kendt fra X Factor.
"Der var gang i den - børnene var helt vilde med dem. Og Ja, der blev twerket," siger Søren Riis med et grin.
En mere lokal kendis, som også trak folk til, var Tage Nielsen, der efter 39 år som leder af Galten Junior Ungdoms Klub nu går af. Derfor var der reception for ham.
"Det væltede ind med folk. Vi var nok 400-500. Det var meget rørende," fortæller Søren Riis og fortsætter:
"Tage har været en del af byfesten i mange år, så det var det helt rette sted at sige farvel og tak."