Fortsæt til indhold

Paradis for de 'Lille og Vilde'

Når dette års Outdoorfestival finder sted, er det med et nyt område for børn kaldet Lille og Vild

Samfund
Christina S. Johansen

Ry Et nyt samarbejde mellem Di Hæslige Slønglers Klup, Film i Byen og Outdoorfestivalen ser dagens lys under dette års festival fra 7.-9. juni.

Der er tale om et nyt område ved Ry Hallerne, som har fået navnet ’Lille og Vild’.

"Det er et sjovt, interaktivt univers for børn, hvor de kan få brændt noget krudt af i skoven," fortæller Malte Studnitz Jørgensen.

Bøger kommer til live

De tre parter i samarbejdet bidrager med hver deres kompetencer.

Slønglerne laver et Ole Lund Kirkegaard inspireret univers, hvor ungerne kan prøve aktiviteter inspireret af Ole Lund Kirkegaards bøger – såsom grenhængning fra Gummi Tarzan og giv Orla Frøsnapper en mavepuster.

Mød Grøffeldyret til 'Lille og Vild'

Film i Skoven viser film i et stort telt. Efterfølgende er der kreativ workshop, hvor man med inspiration i det, man har set, kan folde sig ud. Desuden har Film i Skoven en interaktiv platform, hvor man med sin mobiltelefon kan møde Grøffeldyret rundt omkring på punkter i skoven.

En stor del er gratis

Endelig kommer Outdoorfestivalen med en masse oplevelser i naturen.

"Vi har klatring, svævebane, kæmpegynge og kassestabling, som alt sammen koster lidt at prøve, men vi har også en forhindringsbane og en totovsbro, som begge dele er gratis det meste af tiden," forklarer Malte Studnitz Jørgensen.

Aktiviteterne fra Film i Skoven og Slønglerne er begge gratis.

Lille og Vild er desuden støttet af Europæisk Kulturregion.