Fortsæt til indhold

Brækket fod ingen hindring: Camilla Fabricius ruller ind i Folketinget

Viceborgmester Camilla Fabricius er blevet valgt ind i Folketinget og forlader derfor byrådet i Aarhus Kommune

Samfund
Jeppe Rafn

Socialdemokraties viceborgmester i Aarhus Kommune, Camilla Fabricius, er blevet valgt ind i Folketinget. Den 47-årige aarhusianer fra Viby fik 6.506 personlige stemmer og fik dermed flere stemmer end de østjyske partikammerater Jens Joel og Daniel Toft Jakobsen, der ellers har otte og fire års erfaring på Borgen.

Fabricius fik hovedparten af sine stemmer i Aarhus, men fik også over 2.000 stemmer i de andre østjyske valgkredse. Hun påpeger, at hendes mærkesager er generelle og ikke så meget bundet op på geografi.

"Jeg tror, det er fordi, jeg vil gøre noget særligt for psykatrien. Der er i den grad brug for et velfærdsløft i psykiatrien, og mange er af den opfattelse, vi er nødt til at gøre noget nu," siger Camilla Fabricius, som er stolt over de mange stemmer fra aarhusianerne og østjyderne.

"Det er en meget overvældende tillid, østjyderne har vist mig. Jeg glæder mig til at arbejde for psykiatrien og miljøet," fortæller Fabricius, som miljømæssigt blandt andet har fokus på biodiversitet, at vi skal spise mere grønt og tage cyklen.

Stopper i byrådet

Socialdemokratiet har et princip om, at man ikke kan have dobbeltmandater, så der skal findes en ny viceborgmester og et nyt medlem af byrådet. Aarhusianerne kan til gengæld glæde sig over, at byen får et folketingsmedlem, der bliver boende i Aarhus.

"Ja, jeg har jo min familie og venner i Aarhus, men kommer til at arbejde nogle dage i København."

12 dage før Folketingsvalget var Camilla Fabricus så uheldig at brække sin fod, så hun kommer rullende ind på Christiansborg.

"Jeg er stadig nødt til at bruge kørestol, for jeg må ikke støtte på benet," fortæller den uheldige helt, som er kaldt til gruppemøde på Christiansborg i morgen, fredag.