Her begyndte det hele
Peter Sommer fandt vej til de skæve, ubetalelige smil
Sådan på stående fod kan Peter Sommer efter koncerten i tirsdags ikke lige huske, hvornår han sidst spillede på Sølund Musik-Festival. Men det er efterhånden blevet til nogle gange, og hver gang med en god følelse i kroppen.
"Sølund er et fantastisk sted. Et anderledes sted. En uredigeret verden. Som musiker er det meget anderledes at spille her end på alle andre festivaler. Det er meget tydeligt, hvad der fanger de udviklingshæmmede festivalgæster, nemlig når jeg råber, når stortrommen for alvor sætter i gang eller tempoet er højt. Sådan er vilkårene - og betalingen falder i de der skæve, ubetalelige smil," smiler Peter Sommer.
Belli, Seebach og Lana
Sølund Musik-Festival har haft stor indflydelse på Peter Sommers karriere. Som ung var han 'stagehand' i Nilles telt og gik navne som Peter Belli, Tommy Seebach og Susanne Lana til hånde.
Sølund er et fantastisk sted. Et anderledes sted. En uredigeret verden.
"Jeg købte mit første basanlæg af en pædagog, der arbejdede på Sølund, og det var derefter, jeg begyndte at lave musik," fortæller han.
Er det stadig en speciel fornemmelse for dig at spille i fødebyen?
"Jeg har efterhånden gjort det nogle gange, men ja. Der er en... lad os kalde det en 8660-genkendelse, både hos mig og hos mange af tilhørerne. Det er en god følelse hver gang."