Lappeløsning på lappeløsning: Nu er cykeltunnel igen utæt – og det er ikke sidste gang
Selv om cykeltunnelen under Bernhardt Jensen Boulevard ved Nørreport og Navitas i september var lukket for trafik i 14 dage, fordi man skulle udbedre utætheder i betonen, siver der atter vand ind fra havnebassinerne
»Der er intet exceptionelt i sådanne reparationer,« oplyste Carsten Schjørring, chef for teknik og udvikling i firmaet Christiansen og Essenbæk, i september til JP Aarhus, da firmaet stod over for udbedringen af den utætte tunnel under Bernhardt Jensen Boulevard ved Nørreport.
Men nu får cyklister atter våde cykeldæk, når de kører igennem tunnelen. Det oplyser Aarhus Kommune på sin Facebook-side ”Trafik i Aarhus”.
(Artiklen fortsætter under video-klippet)
Selv om man i september lappede hullerne, har vinterens køligere temperaturer gjort, at der blot opstår nye huller andre steder, hvor vandet nu igen siver ind.
Hullerne opstår, fordi betonen i tunnelen udvider sig i varme og kulde, og trykket fra vandet i havnebassinet gør, at tunnelen dermed bliver oversvømmet. Hidtil har man lappet hullerne med beton, men noget tyder på, at lappeløsningen blot er netop dét – en lappeløsning. Det oplyser projektleder ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Gitte Frøkjær.
»Vi må erkende, at det her vil blive ved med at ske igen og igen. Det er vi trætte og kede af,« siger hun.
Hun oplyser, at man mandag og tirsdag giver den hidtidige form for reparation et sidste skud, men man er ikke optimistiske.
»Vi giver det ét forsøg mere, og hvis det ikke lykkes, må vi sætte os ned og finde på en anden løsning. Vi havde håbet, at den helt store udbedring af skaderne ville kunne vente til, at der alligevel skulle graves op i området, men det ser det ikke ud til, at vi kan.«
Hun har ikke noget konkret bud på, hvad en sådan løsning vil kræve, men erkender, at det ikke er i småtingsafdelingen.
»Vi skal ned at have fjernet det vand, som er omkring tunnelens sider, altså der, hvor der er fortorv og en letbane. Det kræver et større indgreb, for der kører jo en letbane i krydset, så det er noget, der skal planlægges nøje,« forklarer Gitte Frøkjær.
Den kommende uges reparationer vil dog ikke lukke tunnellen for trafik, som det var tilfældet i 14 dage i september. I stedet lukker man kun den ene cykelbane for trafik, så cyklister fortsat kan passere, oplyser Gitte Frøkjær.