Stort stævne i weekenden: Fodbolden i Ebeltoft skal leve igen
Efter flere års stilstand rører fodbolden igen på sig i Ebeltoft IF. Flere hold starter op, og i weekenden fløjtes et stort børnestævne i gang, inspireret af tidligere tiders legendariske Pondus Cup
»Det skal være sådan, at når man har været til fodboldstævne i Ebeltoft, så vil man af sted igen næste år.«
Sådan siger Kris Knudsen om foreningens ambitioner for weekendens Djurslands Bank Cup, der fløjtes i gang lørdag 14. januar. Her samles cirka 300 børn fra U6-U17 fordelt over ni klubber og 11 puljer til et stævne, hvor der bliver givet fuld gas.
»Vi har flere sponsorerer og fede præmier til alle spillere. Vi kommer til at spille musik, der vil være spurtpræmier, vinderpokaler, og til finalekampen slukker vi lyset og laver navneopråb, så masser af lir,« siger Allan Aabenhus, som fik ideen til at genoplive stævnetraditionen.
Kris Knudsen supplerer:
»Vi gør det for at få noget liv i ungdommen og noget fodboldkultur op at stå igen.«
For flere år siden afholdt Ebeltoft IF hvert år det store Pondus Cup, men de seneste år har hallen været tom for hjemmebanekampe.
»Der er mange haller på Djursland, der afvikler indendørs fodboldstævner, som har dårligere faciliteter end os. Vores er jo super gode med to haller og tribuner. Det skal vi udnytte. Mange forældre og spillere efterlyser også, at der spilles på hjemmebane. Nu kaster vi så en bold i luften, og så må vi se, om det er al arbejdet værd. Det vigtigste er, at børnene får en god dag med masser af fodboldglæde,« siger Allan Aabenhus, som har været træner i klubben siden 1998 og selv som knægt oplevede Pondus Cup.
Håbet er grønt
Fodbolden i Ebeltoft har ligget noget sløvt hen de seneste år. Ikke kun med hensyn til hjemmebanestævner, men også på seniorsiden. Det ser nu ud til at ændre sig.
»Vi trænger til at fremhæve fodbolden i Ebeltoft igen, men det har været svært. Der er stor konkurrence om spillerne, som flytter klub, når de bliver lidt ældre. For syv-otte år siden, havde vi lige mange pige- og drengehold. Sådan er det ikke i dag. Og så har vi altså også en udfordring i forhold til ikke at have en kunstgræsbane. Det begrænser vores muligheder for at forlænge sæsonen,« fastslår Allan Aabenhus.
Men små spæde skud lurer under græstæppet, for flere seniorhold er nu på vej.
»I et stykke tid har vi ikke haft et senior 11-mandshold, ja hele vores senior-del er nærmest ikke eksisterende, men nu slår vi u17 og u19 sammen og spæder til med nogle lidt ældre spillere, så når udendørssæsonen starter, så håber vi, at vi er med igen,« fortæller Kris Knudsen.
Også et senior damehold er undervejs. Lige nu er der dog kun seks spillere, men holdet håber, at flere vil melde sig på grønsværen, så de til sommer kan melde sig ordentligt ind i kampen.
Denne sommer startede også et old-boys-hold, som Kris Knudsen også trækker i trøjen til, og holdet ligger nummer tre, fortæller han lidt stolt.
Der er i det hele taget forandringer på vej i og omkring foreningsidrætten i Ebeltoft.
»Jeg tror, folk er kommet over corona, og der er opstået et savn til at dyrke idræt i sociale sammenhænge. I hvert fald for den ældre generation,« vurderer Kris Knudsen, som sammen med Allan Aabenhus håber, at weekendens stævne bliver så stor en succes, at det næste år kan løbe over to dage.
For nylig tiltrådte en ny halbestyrer i Ebeltoft Hallen. Også EBIC har fået ny direktør, Thomas Hanberg Hansen og i Ebeltoft IF er formanden, Mads Fischer Rasmussen, også relativt ny. Alle har de udtalt, at de ønsker mere liv i hallen, og weekendens stævne er måske en solid inderside, der kommer til at sende Ebeltofts foreningsliv og fodbold i rette retning.
Deltagende klubber er primært fra Djursland, og Djurslands Bank Cup kører udelukkende ved hjælp fra frivillige. Et eventuelt overskud kommer til at gå til materialer og udstyr til udesæsonen, og alle er velkomne til at komme forbi. Cafeteriet har åben, og skal man tro arrangørerne, så bliver der altså igen ægte fodboldfest i Ebeltoft.