Fortsæt til indhold

Nu kan rågerne ånde lettet op

Årets rågeregulering sluttede i lørdags. Omkring 1000 unger endte deres liv på en middagstallerken

Samfund
Grethe Bo Madsen

Regulering Det kan lyde barsk, men enhver, der har boet ved siden af en rågekoloni, ved, at rågerne ikke er de mest hensynsfulde naboer. Sagt med andre ord, så skriger, skider og larmer de fra morgen til aften. Og bliver kolonien for stor, så tager det ikke lang tid at etablere en ny koloni et andet sted. Derfor er det i Danmark lovligt at regulerer bestanden ved i perioden fra 1. maj til 15. juni at skyde rågeunger, selvom rågen er en fredet fugl

"Ja, det er noget af et paradoks, men EU kræver, at rågen skal være fredet. Her i Danmark er det længe siden, man har måttet skyde den i normal jagt. Men man kan vel ikke ligefrem påstå, at rågen er en sjælden eller truet fugl i Danmark," konstaterer Uffe Jacobsen fra Skanderborg Jagtforening, som har stået for reguleringen flere steder i Skanderborg Kommune. Foreningen søger hvert år tilladelse hos kommunen til at regulere rågebestanden.

Skanderborg Jagtforening er en af de lokale jagtforeninger, der hvert år hjælper kommunen med et regulere rågebestanden. Foto: Grethe Bo Madsen

"De voksne råger flyver, når de får øje på os. Så det er ungerne der sidder tilbage. Vi når cirka at skyde 1000 unger i de uger, der reguleres. Det svinger lidt fra år til år. Vi tager de fugle, vi har skudt, med os hjem. Bryststykkerne smager dejligt, så ja, de ender altså på middagsbordet," konstaterer han med et lille smil.

I Skanderborg er rågekolonierne især et problem i Stilling og Hørning, hvor de største kolonier findes.

"Men der er også virkelig mange ved Sarabjerg, Skvætmølle og Kildeparken. Nogle steder forsvinder de dog også fra igen. Det er for eksempel sket ved Sølund. Der har tidigere været rigtig mange råger, men sidste år var der ingen der længere," fortæller Uffe Jacobsen.

Rågereguleringen er netop overstået. I perioden fra 1. maj til 15. juni er det tilladt at skyde rågeunger. Foto: Grethe Bo Madsen

Fakta: Rågeregulering

  • Rågerne foretrækker at bygge rede i høje træer, helst i løvskov eller parker. Der kan være mange ynglende par i samme træ og en ynglende koloni kan bestå af op til 700 par.
  • Rågen er også en meget social fugl, der "snakker" lystigt med hinanden fra morgen til aften.
  • Når det sker tæt på boligområder generer det meget på grund af støjen. Det er grunden til, at rågekolonier nær boligområder fhvert år reguleres, selvom rågen er en fredet fugl.