Håndværkerskole viser, hvor vigtig matematik er
Elever fra Korsholm Skole så, hvordan faget anvendes i praksis
uddannelse Eleverne, der sidder foran Daniel Dalsgaard og Henrik Friis Thomsen, er noget yngre end dem, de sædvanligvis tilrettelægger undervisningen for i plast- og tømrerafdelingen på Den jydske Haandværkerskole. Men grundskoleeleverne fra 5.- 6.- årgang på Korsholm Skole er på besøg for at blive lidt klogere på, hvad meningen med matematik egentligt er, og hvordan matematikken bruges i det virkelige liv.
Besøget er en del af skolefaget ’Job og uddannelse’ og et samarbejde mellem Favrskov kommunes grundskoler og Den jydske Haandværkerskole (DjH).
Brug for prisudregning
I løbet af formiddagen stifter de bekendtskab med, hvordan og hvorfor man i tømrerfaget beregner arealet på for eksempel et tag. Det er en forudsætning for at kunne bestille den rette mængde materialer og udregne et pristilbud til kunden.
Netop det med prisudregningen er der også brug for i plastafdelingen. Her gælder det imidlertid rumfangsberegning af de emner, der skal fremstilles, så man kan komme frem til vægten af det råmateriale, der er brug for.
"Jeg ser forløbet, som en præsentation af anvendelighed fremfor en egentlig undervisning," siger underviser i tømrerafdelingen Henrik Friis Johansen i en pressemeddelelse fra Den Jydske Haandværkerskole.
"Det at lære dem matematikken tager deres lærer sig jo af. Vi gør det synligt, hvor matematikken bliver brugt. At se det på den måde kan meget let give en forståelse af, hvorfor man skal lære det i grundskolen, og hvor man kan bruge det senere på arbejdsmarkedet."
Får øjnene op
Matematiklærer Thomas Egelund synes også godt om samarbejde med en ungdomsuddannelse i nabolaget:
"Det er fint, hvis de unge kan få øjnene op for de tekniske uddannelser. Det er også godt at koble matematikken sammen med et fremtidigt uddannelsesønske. Matematik skal jo bruges næsten alle steder, og jeg håber forløbet giver en forståelse af, at den spiller en langt større rolle, end eleverne til daglig tænker på," siger han i pressemeddelelsen.
jesl