Sammen er vi bedst: Fælles arbejdsdag på Bjedstrup Skole og Børnehus er et hit
Fællesskabet bliver boostet, når man er fælles om arbejdet. Derfor inviterede Bjedstrup skole og børnehus forældrene til fælles arbejdsdag
Bjedstrup Knap 100 børn og voksne troppede op onsdag 15. maj på en solrige eftermiddag og gav Bjedstrup Skole og Børnehus’ store naturgrund et forårsløft.
Med hammer, sav, river og spader blev køkkenhaven klargjort til bønner og kartofler, træværk blev malet og børnehavens nye sandkasse fik sand. Selv granhyttens halvtag og stern blev fikset.
"Arbejdsdagen er en værdifuld tradition på Bjedstrup Skole og Børnehus, fordi den bidrager til en følelse af, at det er et sted, vi sammen bygger op og værner om. Det er en god måde at lære børnene, at de selv kan være med til at skabe og påvirke de rammer, de bevæger sig i hver dag," siger Else Sørensen, leder af Børnehuset.
Hun var overvældet over fremmødet til dagens arrangement.
Styrker forældrenes fællesskab
Ud over en lækker legeplads styrker arbejdsdagen også fællesskabet i forældregruppen, fremhæver en af de fremmødte mødre, Ida Gundersen.
"Vi forældre får talt sammen på en anden måde, når vi står og graver et hul, end når vi sidder rundt om et kaffebord, eller når vi henter og bringer børn. Det skaber sammenhold og fællesskab forældrene imellem," fortæller hun.