Landbetjenten skal patruljere i Grønland
Landbetjent Arne Knudsen forlader de vante omgivelser i Favrskov i et halvt år
HAMMEL "Det er jo noget, jeg har ønsket i mange år. Nu er ungerne så blevet så store, så nu er det tid for mig."
Ordene kommer fra landbetjent Arne Knudsen, som - når nytårsklokkerne har ringet ind til 2020 - sætter kursen mod det sydligste Grønland, Nanortalik, som ligger blot 82 km fra Kap Farvel.
Her i bygden med fjelde, isbjerge og cirka 1.400 indbyggere, skal Arne Knudsen hjælpe den lokale, grønlandske betjent i seks måneder.
"Og sådan et sted er vi os selv. Der kommer jo ikke lige hjælp udefra," siger landbetjenten, der i dag kan regne med kollegerne i Randers og Aarhus.
Den snart 57-årige Arne Knudsen glæder sig til naturen. Han er roer i sin fritid, men lige i januar er den aktivitet nok lagt ned på de breddegrader, hvor solen kun er på himlen i seks timer midt på dagen.
"Jeg håber, Jesper (Poulsen, red) får en afløser for mig. Her er for meget arbejde til én."