Simon fra Ry løber 364 kilometer på klimavenlig sommerferie
Ultraløber Simon Grimstrup fra Ry vil som den første nogensinde løbe 364 km på kun 100 timer i Sydnorges fjelde
Ferien starter torsdag den 25. juli for 42-årige Simon Grimstrup, men den bliver ikke som for de fleste andre danskere, der tager sydpå eller nyder sommeren i Danmark.
Han rejser i stedet til Norge for at forsøge noget, ingen anden har gjort før ham: at løbe den 364 kilometer lange vandrerute MASSIV 350 over de sydnorske fjelde uden ophold.
"Jeg løber turen for at vise danskerne, at de ikke behøver hoppe på et fly, der udleder en masse CO2 for at opleve eventyr. Vi har masser af fantastiske steder her i Norden, der er værd at tage til. Med MASSIV 350 behøver jeg ikke rejse jorden rundt for at udfordre mig selv og opleve et spændende og anderledes landskab," siger Simon Grimstrup.
Mount Everest to gange
Turen over de fire store og smukke bjergmassiver i Sydnorge, Breheimen, Jotunheimen, Skarvheimen og Hardangervidda, byder på op imod 20.000 højdemeter i samlet stigning, hvilket svarer til at bestige Mount Everest to gange. Her er hverken hoteller eller restauranter, og Simon Grimstrup skal selv finde vejen.
Med MASSIV 350 behøver jeg ikke rejse jorden rundt for at udfordre mig selv og opleve et spændende og anderledes landskab
Med sig har han et team, der følger ham på gps, mens han løber de mange kilometer alene. I modsætning til et officielt arrangeret løb, skal han planlægge alle dele af turen ned til mindste detalje, og tiden tæller fra det allerførste skridt. For at få godkendt sit løb hos Den Norske Turistforening tjekker han ind på poster undervejs.
Undervejs i 100 timer
Den udfordrende bjergrute MASSIV 350 gennemfører Simon Grimstrup i et stræk, og han regner med at løbe de 364 kilometer på 100 timer. Normalt tager ruten 21 dage at vandre.
Simon Grimstrup har før kastet sig ud i ekstreme løb, han har løbet 416 kilometer i Gobi ørkenen og sat dansk rekord i det største bjergløb i verden Ultra Trail Mont Blanc på 100 mil.
For et år siden besluttede han ikke at rejse med fly mere for at skåne miljøet, og i dag arrangerer han løberejser med tog.
Første mand
MASSIV 350 er også særlig for Simon Grimstrup på en anden måde. Ingen har forsøgt at løbe den før, og han vil være den allerførste, men han håber, andre vil følge efter.
cns