Fortsæt til indhold

Job med glæde: Ny app skaber jobmatch med et klik

Jobilant i Stilling er firmaet bag en ny app, der matcher virksomheder og jobsøgere på få minutter

Samfund
Grethe Bo Madsen

Med masser af inspiration hentet fra tjenester så forskellige som Uber og Tinder og med en god portion personlig erfaring i ballasten, tog Kim Møller-Nielsen sidste år en beslutning om at sige farvel til direktørstillingen i Abus Nordic og prøve vingerne af som selvstændig.

Drivkraften var lysten til at skabe sit eget og en ide, der ikke ville gå væk.

"Jeg har jo selv oplevet, hvor besværligt det kan være at finde de rigtige hænder og fødder til en opgave, man gerne vil have løst. Jeg synes, der manglede et produkt, der kan gøre vejen mellem virksomhederne og jobsøgerne mere smidig og fleksibel og fremfor alt kortere," fortæller den nye virksomhedsejer.

Jobs bli'r aldrig slået op

"Mange små og mellemstore virksomheder slår ikke job op i dag, fordi det er bøvlet og tager alt for meget tid. De bruger heller ikke vikarbureauerne, fordi det er for dyrt for dem. Resultatet er, at mange småjobs og korttids ansættelser aldrig bliver besat."

Sammen med sin mangeårig samarbejdspartner, Zdenko Santini, har Kim Møller-Nielsen stiftet firmaet Jobilant, og sammen har de fået udviklet en app, der på bedste Tinder-vis matcher jobsøgere med virksomheder, der har brug for ekstra hænder over en kortere periode.

Ideen til app'en bag Jobilant er Kim Møller-Nielsens: "Jeg synes, der manglede et produkt, der kan gøre vejen til et job lidt mere smidig og fleksibel og fremfor alt koretere." Foto: Grethe Bo Madsen

"Det kan være seks-otte timer i en tre ugers tid - eller måske bare en dag eller to. Kerne i det er, at firmaerne her kan slå konkrete jobs op, som de er villige til at betale for at få udført, og jobsøgere har lyst til at udføre," forklarer Kim.

Matcher job med jobsøger

Når en virkomhed uploader en arbejdsopgave til Jobilant, sørger app'en for at sende den til de profiler fra kataloget af jobsøgere, som kunne være interesseret i jobbet ud fra jobbeskrivelse, erfaringer og geografi. Jobsøgerne trykker enten på 'interesseret' eller på 'nej tak'. Herefter kan virksomheden kigge de interesserede personprofiler igennem og vælge den, de mener er bedst egnet til jobbet. Derefter underskriver parterne kontrakten direkte i app'en.

"Det har overrasket os, at der var så stort et marked. Vi havde troet, vi ville være et en konkurrent til vikarbureauerne, men de fleste af vores brugere er nye i forhold til at bruge vikarer. Det understreger, hvor stort behovet for fleksibel arbejdskraft egentlig er."

De fleste virksomheder, der bruger Jobilant, er små fra enkeltmandsvirksomheder og op til 50 ansatte.

"De finder det tiltrækkende, at de ikke skal bøvle med at få oprettet folk i deres lønsystem. Det klarer vi for den. For dem er Jobilant et supernemt værktøj til hurtigt at finde midlertidig arbejdskraft."

Springbræt til et fast job

De fleste arbejdsopgaver, der bliver lagt op i app'en, er ufaglært arbejde, som ar fylde varer op på et lager eller vaske firmabiler, men der er også kontoropgaver imellem.

"For virksomhederne er den midlertidige vikarkontrakt også en god mulighed for at få prøvet af, hvordan det egentlig er at have en ekstra person til at tage sig af nogle bestemte opgaver - og til at finde ud af, om man passer godt sammen. Det handler jo meget om relationer. Så et kort vikarjob kan godt bane vejen for en mere varig forbindelse mellem virksomheden og jobsøgeren," forklarer Kim.

Jobsøgerne, der uploader en profil til Jobilant, falder i tre kategorier. Der er de ledige, der gerne vil have et job. Så er der dem, der har et job, men gerne vil arbejde mere eller prøve noget andet, og endelig er der det grå guld, som egentlig er gået på pension, men stadig har lyst til at prøve sig selv af med noget nyt og arbejde på mere fleksible vilkår.

"Og så har mange unge også fået øjnene op for app'en. På Skanderborg Gymnasium har eleverne fået fortalt om app'en for eksempel, og bruger den til at finde jobs i deres sabbatår. Der er også andre unge, der bruger app'en til at finde et studie eller fritidsjob," fortæller Kim.