Attraktive boliggrunde til salg i Hammel
Borgmesteren, kommunaldirektøren og medarbejdere fra Favrskov Kommune inviterer søndag den 31. august alle interesserede til Åben Grund på Kornmarken i den sydvestlige del af Hammel. Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
Øl og grill
Her kan de fremmødte se nærmere på 29 spændende, nye byggegrunde samt spørge ind til byggemuligheder, priser og meget andet. I dagens anledning har Favrskov Kommune startet grillen op, og der bydes også på vand eller øl.
Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring (A) har set frem til at kunne præsentere den nye udstykning i Vadsted, og han glæder sig til at kunne åbne for grundsalget:
”Alt godt kommer til den, der venter, og vi har ventet et stykke tid på, at vi igen kunne sætte nogle flotte grunde til salg i Hammel. Men nu ligger der altså 29 meget attraktive grunde klar med en virkelig god beliggenhed, så der er en unik mulighed for at bygge sit drømmehus i Hammel og Favrskov Kommune,” fortæller Nils Borring.
26 hektar
De 29 grunde på Kornmarken er første etape af et nyt stort boligområde i Vadsted, hvor der på sigt bliver plads til 180-200 boliger. Det er byrådet i Favrskov, der via en lokalplan har besluttet, at det 26 hektar store område skal udstykkes til boliger.
”Den nye udstykning er endnu et tegn på, at Favrskov er en kommune i udvikling. Vi ligger i et naturskønt, midtjysk smørhul mellem flere større byer, og kommunens indbyggertal er steget 18 procent siden 1995. Nu kan vi fortsætte den udvikling, når vi åbner op for et så stort og attraktivt område i Hammel, som kan lokke endnu flere borgere til kommunen,” siger Nils Borring.
Alle er velkomne til at se nærmere på de nye byggegrunde ved Åben Grund søndag den 31. august mellem klokken 13-16. Området ligger sydvest for Anbækvej 100 i Hammel.