Medindehaver af skandale-busserne på Smukfest: De gennemførte syn
Harris Bagtijarevic fra PP busser forklarer til TV2 Østjylland, at selskabets busser på Smukfest gennemførte syn, selvom de dumpede politiets kontrol under festivalen
Årets Smukfest var en rigtig træls festival for PP Busser. Busselskabet, der har adresse i Hasselager, måtte se otte ud af dets 11 busser på festivalen dumpe politiets kontrol af bremser, hvilket medførte, at busserne ikke måtte fortsætte med at køre.
Harris Bagtijarevic, som er medindehaver af PP busser, fortæller til TV2 Østjylland, at selskabet tager det fulde ansvar for, at busserne dumpede politiets kontrol, men siger samtidig til mediet, at han ikke forstår, hvordan det kunne ske.
Han forklarer nemlig til TV2 Østjylland, at efter politiet kasserede de otte busser, blev de kørt til syn for at få målt bremserne, og her blev bussernes bremser godkendt.
Kunne godt lade busserne køre
Harris Bagtijarevic er samtidig helt sikker på, at der ikke var nogen sikkerhedsrisiko ved at lade de dumpede busser køre på festivalen.
"En bremsefejl, hvor en bus bremser lige over 30 procent, kan stadig bremse. Selvfølgelig skal man holde sig inden for lovens rammer. Et sted som Smukfest, kommer busserne aldrig over 30-40 km/t. Selvfølgelig kan de bremse. Det har ikke noget med sikkerhed at gøre," siger han til TV2 Østjylland.
På grund af de dumpede busser fra PP Busser var Smukfest under festivalen nødt til at indgå en aftale med Herning Turisk om nye busser, så kørslen mellem festivalens områder kunne fortsætte.
jwh