SuperBrugsen havde 83 millioner i omsætning
SuperBrugsen i Hammel havde rekordomsætning i 2018, overskuddet var 1,36 mio. Nu udvides der i Tema Centret
Hammel "Vores omsætning kan næsten ikke være i butikken længere. Og vi mangler plads til varer og kasser," lød det nøgternt fra formand for bestyrelsen, Olav Nielsen under generalforsamlingen i Hammel Brugsforening, hvor 72 deltog.
Lis Smedegaard og Jeanette Old Jensen blev begge genvalgt til bestyrelsen. Efterfølgende blev Olav Nielsen ved konstitueringen genvalgt som formand.
Stor omsætning
De cirka 3.500 medlemmer i Hammel Brugsforening kan glæde sig over den største omsætning i Brugsens historie, der begyndte lørdag 9. august i 1919, så der skal fejres 100 års jubilæum senere på året.
Omsætningen var på godt 83 mio. kr. Der har været et overskud på 1,36 mio. kr. efter skat.
Siden 2010 er nettoomsætningen steget med 59%. I samme periode er forbrugspriserne steget med 10%.
"Vi skal bare holde den nuværende omsætning, for at kunne betale vores investering," lød det fra Olav Nielsen, med henvisning til, at man havde opkøbt en tredjedel af Tema Centret og nu går i gang med at bygge om og udvide SuperBrugsens butiksareal med 500 kvadratmeter.
Med i handlen med Top Danmark, som ejer Tema Centret, var også nedbrydning af indvendig facade ved Sportsmaster m.fl. og opbygning af ny udvendig facade. Den nuværende nedrivning forventes færdig med udgangen af maj.
Passage får knæk
Passagen mellem Rådhuset og Sparekassen får et knæk uden om Brugsens tilbygning. Men tilbygningen bliver transparent med lave reoler inde i butikken, så man stadig kan se igennem passagen.
Omkring 1. juli stopper Brugsen med at huse Post Nords pakkebokse. Pakkeboksene flytter til Centerkiosken.
Det nuværende område med pakker vil blive bygget om til nyt køle- og fryserum.
Kundetoilettet bliver ved med at eksistere
Brugsen vil forsøge at holde åbent i hele byggeperioden, ved at opdele ombygningen i den eksisterende del i etaper. Hele om- og tilbygningen forventes at være færdig først i 2020.
Til den tid vil der ud over 4 kasselinjer også være 2 linjer med selvscanning.