Fortsæt til indhold

"Frisør Jens - du var en ener, du er savnet, og æret være dit minde."

Jens-Åge Thomsen, kaldet Frisør Jens, døde 30. september

Samfund
Arkiv

Jens-Åge Thomsen – i Åbyhøj kaldet Frisør Jens – fik umiddelbart efter sin pensionering 1. maj konstateret kræft. Han tabte kampen mod kræften og døde 30. september, 70 år gammel.
Jens-Åge drev frisørsalon på Silkeborgvej i Åbyhøj gennem næsten 40 år sammen med sin hustru, Gitte. De havde gennem årene opbygget en stor, stabil kundekreds og har i alle årene boet i lejlighed i Hørning.
Frisør Jens kom fra Skagen, og det var han stolt af. Han brugte enhver lejlighed til at gøre opmærksom på, at han var skagbo. Frisør Jens levede og åndede for Åbyhøj og han var humoristisk, initiativrig, igangsættende og havde mange ideer, der blev ført ud i livet til glæde for borgerne i Åbyhøj. Men tre ting skilte sig ud og blev hans ”Hjertebørn”:
Flagalleen langs Silkeborgvej blev reetableret, således at den var klar til dens 50 års fødselsdag i 2002 med 150 nye flag og stænger. Hvem husker ikke på årsdagen, at Dannebrog faldt ned over Åbyhøj?
Julebelysningen kom tilbage til Åbyhøj. Den opsættes og lyser hvert år i december måned langs Silkeborgvej.
Den årlige pensionistfest, der afholdes i sognegården med gratis kaffe og underholdning mv. til de cirka 175 deltagende Åbyhøj'ere. Han planlagde alle festerne sammen med Gitte, og han nød at have rollen som konferencier, hvor han på slap line viste sig fra sin humoristiske side og altid med en lille fræk historie.
Alle disse ting kræver tid og penge, og han brugte stort set alle sine onsdagsfridage på at skaffe de nødvendige penge til etableringen og ikke mindst til den fortsatte drift af aktiviteterne. Heldigvis er der stor opbakning at hente i Åbyhøj.
Han var gennem mange år formand for Aabyhøj Håndværker- og Handelsstandsforening – et hverv som han fik afviklet inden den planlagte pensionering. Foreningen havde i 2013 den glæde at udnævne Frisør Jens til æresmedlem for hans utrættelige indsats. Han var også medvirkende til etableringen af midterrabat gennem Silkeborgvej og et nyt Åbyhøj Torv.
Han har samarbejdet med Åbyhøj Fællesråd omkring den årlige Åbyhøj Torvedag. Frisør Jens sad ”naturligvis” i udvalget og fik hvert år sat sit markante fingeraftryk på programmet.
Han var også i nogle år bestyrelsesformand for Åbyhøj Forsamlingsbygning ApS og medlem af Åby Sogns støtteforening – et hverv som han overdrog til andre i forbindelse med sin sygdom. Derved var han med til at yde støtte til foreningslivet i Åbyhøj, bl.a. til det flotte Elværket.
Frisør Jens blev udnævnt til Årets Åbyhøjer i 2003.
På den private side var Jens-Åge udpræget familiemenneske. Han elskede sin hustru og sine tre sønner og svigerdøtre, de otte børnebørn og det lille oldebarn, der kom til i august i år. Han var stolt af sin nye titel som oldefar. Jens-Åge og Gitte har sammen skabt et stærkt familiebånd – et bånd som nu kommer familien til gode i denne svære tid og vores tanker går til jer.
Vi har mistet et fantastisk menneske - Jens-Åge du var en ener - du er savnet - og æret være dit minde.
I forbindelse med bisættelsen lørdag den 8. oktober fra Hørning Kirke gik hans sidste rejse gennem Åbyhøj ad Silkeborgvej, hvor Flagallen vejrede smukt til minde om Frisør Jens.

Af Niels Jørgen Højsgaard, Aabyhøj Håndværker- og Handelsstandsforening.