Spejdere fejrer 100 år med agilitybane for krop og sjæl
FDF Skanderborg-Stilling fylder 100 år og er still going strong
Stilling "Vi håber, at alt der her vil blive brugt af både børn og voksne i lokalområdet - og ikke kun af vores FDF'ere."
Ordene kommer i fællesskab fra Nicklas Lauritzen og Claus Flugt, begge ledere i FDF Skanderborg-Stilling, og 'alt det her' er en spritnyanlagt bane med lege, udfordringer og opgaver, både fysiske og mentale.
"Vi kan jo kalde det en agilitybane for krop og sjæl," siger Claus Flugt med et smil.
Syv stationer
Banen, der tæller syv forskellige stationer på det store område ved FDF's klubhus på adressen Sletten 2, står som en velvoksen fødselsdagsgave klar 18. august, når FDF Skanderborg-Stilling fejrer sin 100 års fødselsdag der, når ret skal være ret, egentlig faldt 1. august.
Men FDF'erne bruger kun banen mandag aften, så hermed er der sendt en indbydelse til alle, der har lyst til at komme besøg i det yderst naturskønne område.
"Bare man passer på redskaberne og banerne og huske at rydde op efter sig, så kom endelig her," lyder det fra Nicklas Lauritzen, der kan glæde sig over, at de lokale FDF'ere har det godt.
"Vi er cirka 40 børn og 10 ledere, og der har været en fin søgning de seneste år, især fra børn i 2. og 3. klasse. Så vi er klar til at tage hul på de næste 100 år," lyder det.
I forbindelse med fødselsdagen holder FDF Skanderborg-Stilling åbent hus 18. august fra kl. 11-16. Der vil være skiltning fra Stilling Landevej.