Kritik af højt byggeri på Vesterskovvej
Udsigten til blokke på 23-27 meters højde på naboegaden begejstrer bestemt ikke beboerne på Kastanievej
I øjeblikket er et planlagt byggeri i seks og syv etager på Vesterskovvej ude i høring, og Skanderborg Kommune kan regne med en lind strøm af indsigelser, blandt andet fra flere beboere på Kastanievej.
Blandt de utilfredse genboer er Svend Aage Pedersen, der bor på Kastanievej. Han har udsigt til at få netop udsigt til de planlagte højhuse, og det er han af flere grunde ikke vild med.
“Højden på byggeriet gør, at folk kan kigge direkte ned i vores haver og ind i vores huse på Kastanievej, og som arkitekt mener jeg bestemt ikke, at byggeriet passer ind,” siger han.
I nabohuset bor Pia Jensen, og hun er også ked af udsigten til at få, hvad hun betegner som et monument i baghaven.
“Vi snakker om af de højeste punkter i hele Skanderborg by, hvor man nu vil placere tre store bygninger, der bliver mellem 23 og 27 m høje. Vi på Kastanievej kommer til at ligge i skyggen store dele af året, og for dem på selve Vesterskovvej er det jo endnu værre. Og jeg har svært ved at se, hvordan det kan undgå at forringe værdien på vores huse,” siger hun.
Svend Aage Pedersen kritiserer den kommunale fremgangsmåde.
“Efter borgermødet er der kun ni arbejdsdage, inden deadline vedrørende borgenes muligheder for indsigelser i forhold til lokalplanforslaget. Hvis kommunen i starten af høringsperioden have indkaldt til borgermøde, havde borgerne også haft mere tid til at sætte sig ind i dette meget komplicerede projekt,” siger han.