Fortsæt til indhold

Fodboldlinjen i gang igen på Niels Ebbesen Skolen

Træningerne for 7., 8. og 9 årgang udvides til et højere niveau

Samfund
Arkiv

Niels Ebbesen Skolen har nu taget hul på fjerde sæson af Fodboldlinjen, der tilbyder fodboldtræninger i skoletiden for 7., 8. og 9. årgang både piger og drenge.

"Eleverne skal gennem spillerudvikling opnå viden og færdigheder, der udvikler deres forståelse for træningsmiljøets otte k'er: kvalitet - kvantitet - kreativitet - kontrol - krav - konkurrence - koncentration - kommunikation,” forklarer Ungdomskolen Skanderborgs projektleder Rasmus Skibsted Rasmussen i en pressemeddelelse.

"Eleverne skal arbejde med sikker og kontrolleret teknik i fodbold, og træningerne udvides gradvist til et højere niveau, som kræver øget spilforståelse og fokus på taktik," fortsætter han.

Samspil, taktik og regler

Ifølge projektlederen skal træningerne bidrage til, at eleverne opnår en klar fornemmelse af og forståelse for samspil, taktik og regler, samt betydningen af de sociale og mentale aspekter i fodbold.

9. årgang på Fodboldlinjen skal også deltage på DBU C1-træner, som er første trin i den UEFA-godkendte C-træneruddannelse målrettet børne-og ungdomstrænere.

Kurset tager udgangspunkt i træneren som hjælper for spilleren, så spilleren kan lære at løse spillet på egen hånd. Eleven bliver tidligt i forløbet involveret på banen under praktikken, som udgør en stor del af det samlede kursus.

Bliver trænere lokalt

Kurset har stort fokus på de pædagogiske redskaber og værktøjer, man som træner kan bruge for at lave en god træning.

Formålet med DBU-træner-uddannelsen er, at eleverne kan benytte trænergerningen ude i deres lokale foreninger.

jesl