Red Barnet jagter hænder til genbrugsbutikken
Regn- og termotøj samt gummistøvler er blandt sællerterne i Red Barnets genbrugsbutik på Adelgade.
Vaskemaskinen snurrer sig lystigt mellem sine programmer i baglokalet i Red Barnets genbrugsbutik på Adelgade. Og maskinen har en hovedrolle i butikken.
“Alt det tøj, vi får ind, bliver vasket i allergivenligt vaskemiddel, så vores tøj er rent, lækkert og brugbart for alle,” forklarer Lena Clemmensen, der leder genbrugsbutikken.
Hun er lige nu på jagt efter frivillige, for butikken, der sælger børnetøj til de 0-12-årige, mangler hænder og er ved at drukne i indleveret tøj.
“Man kan vel godt sige, at vi er ved at drukne i succes, for vi får så meget tøj indleveret, at vi har svært ved at følge med, også fordi vi insisterer på, at tøjet skal vaskes. Så hvis man har en tre-fire timer til rådighed om ugen, tager vi imod med kyshånd,” siger hun.
Et kig i kælderen understreger, at det ikke er tomme ord, det der med med tøjmængden. Der ligger stadig adskillige sække, der endnu mangler at blive sorteret.
“Meget af det, vi får ind, er pænt og ryger i butikken. Noget sender vi til optrævling, mens noget bliver smidt væk,” siger hun.
Hvad er det værste, I har fået ind?
“Det må være en lorteble,” lyder svaret.