Socialdemokratiet flytter lidt rundt på brikkerne
Den socialdemokratiske byrådsgruppe foretager en rokering i udvalgene, idet Christian Haubuf og Michael Aakjær bytter plads på helt udramatisk vis
LOKALPOLITIK Socialdemokratiet indleder den politiske sæson med en rokade. Christian Haubuf forlader Udvalget for Familie og Institutioner (FI) og overlader pladsen til Michael Aakjær, der samtidig forlader sin stol i Udvalget for Sundhed, Ældre og Social (SÆ) og giver den videre til, ja rigtigt gættet, Christian Haubuf.
Rokaden kommer efter et ønske fra Christian Haubuff.
"Jeg forklarede den socialdemokratiske gruppe på vores sommergruppemøde forleden, at jeg af personlige årsager havde behov for at finde en bedre balance i mit politiske liv," fortæller Christian Haubuf.
Han er ved siden af byrådsarbejdet formand for den den socialdemokratiske vælgerforening i Ebeltoft og ligeledes aktiv i styregruppen for daglig sejlads Ebeltoft-Odden, hvor han dog efter eget ønske ikke længere er formand, men blot menigt medlem.
Tillige sidder Haubuf i sin egenskab af at være vælgerforeningsformand i partiets fællesledelse i Syddjurs.
To S'ere i SÆ
Ved at skifte udvalg kommer Christian Haubuf for det første tilbage til SÆ-udvalget, hvor han var med i sidste byrådsperiode. For det andet har Socialdemokratiet formandsposten i SÆ-udvalget, Jan Fischer, og dermed kommer Haubuf ikke til at sidde i udvalget som eneste socialdemokrat, hvad der har været tilfældet i FI-udvalget.
"Jeg er meget glad for, at byrådsgruppen har udvist stor forståelse for min situation," siger Christian Haubuf.
"Der skal ikke herske tvivl om, at pladsen i FI-udvalget var mit ønske ved konstitueringen efter kommunalvalget i 2017, fordi jeg kender området særdeles godt, jeg brænder for det, og ikke mindst fordi Socialdemokratiet slet ikke var repræsenteret i udvalget i seneste byrådsperiode. Jeg har det imidlertid sådan, at jeg stiller meget høje krav til mig selv i mit politiske arbejde, og jeg kunne fornemme, at det ville jeg ikke kunne leve op til, hvis jeg ikke fandt en bedre balance i mit politiske liv. Jeg både tror og håber, at den finder jeg nu."
Skoleleder afløser
Michael Aakjær, der overtager Haubufs plads i FI-udvalget, bor i Hornslet og blev valgt ind i byrådet ved det seneste kommunalvalg.
Han har en kandidat i historie og kunsthistorie fra Aarhus Universitet, men arbejder til daglig som skoleleder i Region Midtjylland (Den sikrede døgninstitution Grenen, red.) i specialområdet kriminalitetstruede og dømte børn og unge. Siden 2004 har han beskæftiget sig med udsatte borgere.
Under valgkampen forud for november-valget i 2017 lagde Michael Aakjær ikke skjul på, at folkeskolernes situation og muligheder havde hans store interesse og hjerte.
"Jeg er overbevist om, at den næste tid kommer til at handle en del om folkeskolen. Vi skal sikre den fortsatte eksistens af det nuværende antal skoler i kommunen. Skolerne kommer i den følgende tid til at skulle forbedre uddannelsesparatheden blandt vores børn og unge. Den er i dag for lav."
"Jeg vil gøre folkeskolerne bedre. Jeg vil prioritere, at der er økonomi til dem. Jeg vil forbedre antallet af uddannelsesparate unge i Syddjurs. Det sker, hvis økonomien er der."
To ret så klare politiske statements om folkeskolerne hentet fra Michael Aakjærs valgprogram.
Michael Aakjær har en fortid som bestyrelsesformand for Hornslet Hallerne og formand for den socialdemokratiske vælgerforening i Syddjurs-Vest.