Fortsæt til indhold

Taxa: Smukfests nye dropzone i Adelgade var rent kaos

Smukfests nye drop-zone i Adelgade gav plads til flere busser, men det skete på bekostning af taxa, mener vognmand

Samfund
Grethe Bo Madsen

Smukfest Mens Smukfest og Kommunen er enige om, at den nye dropzone i Adelgade, giver god fornuft, så ser taxa anderledes på sagen.

Taxavognmand Lasse Halkier Jørgensen fra Skanderborg beskriver aftenerne under Smukfest med to ord: "Rent Kaos," og tilføjer, at de omkring 250 taxaer, der var i byen for et betjene festivalgæsterne, var udfordret langt ud over det normale.

Det har slet ikke fungeret med den nye dropzone i Adelgade. Det har rent ud sagt været noget møg. Der hvor vi holdt i år, kunne vi slet ikke være på grund af presset fra både busser og private biler

Vendende biler spærrede vejen

"Det har slet ikke fungeret med den nye dropzone i Adelgade. Det har rent ud sagt været noget møg. Der hvor vi holdt i år, kunne vi slet ikke være på grund af presset fra både busser og private biler. Vi havde store problemer med at vende, fordi vi skulle gøre det samme sted som de private biler," forklarer han.

"Hver gang en bil skulle vende der, var det med en tre-punkts vending, der samtidig spærrede vejen for al anden trafik. Det skabte kaos hver aften, når der var allermest tryk på," uddyber han og fortæller op, hvordan en af de andre taxavognmænd fik smadret sidespejlet, da en bus kørte forbi.

"Tidligere kunne vi køre 200 meter tættere på skoven end de private biler, og derfor var det let for os at samle gæster op, vende og komme hurtigt videre."

Taxaholdeplads en kilometer fra skoven

Taxa blev ikke taget med på råd, da Smukfest og Kommunen i samarbejde med Sydøstjyllands Politi rykkede dropzonen godt 300 meter tættere mod bymidten fra området foran Slotskirken til området foran Museum Skanderborgs nu tidligere bygninger.

"Vi fik blot oplyst, hvor bommen ved dropzonen nu var placeret, og i forhold til den var holdepladserne til taxa rykket yderligere 100 meter bagud, så vi havde plads foran Hebe Rygcenter."

Ifølge Lasse Halkier Jørgensen betød det også, at folk ikke som tidligere kunne se taxaernes holdeplads, når de kom ud fra festivalpladsen.

Ventede forgæves på taxa

"Der var ikke sat information sat op om, hvor man kunne finde taxa på den gamle plads, hvor vi holdt tidligere. Det betød, at der var mange, der stillede sig op der og ventede, sådan som de har været vant til at gøre," fortæller han.

"Folk blev sure over, vi ikke kom. Der var også rigtig mange, der gav udtryk for, at det var alt for langt at skulle gå hen til vores nye holdepladser."

Evaluering i denne uge

Lasse Halkier Jørgensen skal i denne uge deltage i et evalueringsmøde sammen med Smukfest og kommunen, og har flere gode råd med til mødet.

"Jeg vil helt klart sige, at det er nødvendigt at der foretage nogle ædringer. Det ville for eksempel være fint, hvis taxa kunne få lov at holde 100 meter længere fremme og vende inde ved bommen, så vi er fri af de private biler. Det kunne løse meget," understreger han.

"Det ville også hjælpe meget, hvis Vestergade var ensrettet under hele festivalen og ikke kun tirsdag, onsdag og søndag."

Lav holdeplads på Sølund

Samtidig har han et forslag med til mødet om at oprette en taxaholdeplads på Sølundvej inde i Landsbyen Sølund.

"Som det er nu, forlader alle de gæster, der vil med taxa, festivalpladsen ved Capri. Med en taxaholdeplads inde på Sølund kan gæsterne også forlade festivalpladsen ved Sherwood. Det kan tage presset af Adelgade, når der er allermest tryk på," forklarer Lasse Halkier Jørgensen.

Finn Ramsgaard, der er Skanderborg Kommunes konsulent, forklarer, at beslutningen om at rykke dropzonen er truffet i enighed af politiet, Smukfest og kommunen. Flytningen er sket for at øge sikkerheden, når busser og festivalgæst-aflæssende biler er i aktion i samme område.

Plads til flere busser

"Tidligere var det et problem for busserne at komme forbi de holdende biler i dropzonene. dervor valgte vi at flytte dropzonene længere op i byen. Det gav så taxa problemer, det er vi godt klar over nu," fortæller han til UgeBladet.

"Til gengæld har vi formået at øge antallet af Midttrafiks busser fra 22 til 26 i timen. Det har for eksempel betydet, at gæster, der skulle ind til Aarhus, højst har skullet vente ti minutter, mod et kvarter sidste år," fremhæver han.

Også Skanderborg Festivalklubs ordførende direktør, Søren Eskildsen, peger på, at flytningen af dropzonen var nødvendig.

"Flytningen var nødvendig for at få logistikken til at fungere bedre. Nu evaluerer vi på det sammen med kommunen og myndighederne, og så må vi se, om vi skal lave det om," siger han.

"Vores afvikling af trafikken har været bedre med den nye placering, men vi kan også godt se, at det har givet nogle udfordringer andre steder. Nu skal vi have vurderet, om udfordringerne så står mål med de fordele, der er høstet ved at have dropzonen det nye sted."